Emanuela Orlandi har været savnet siden 1983. Nu vil Vatikanstaten atter efterforske hendes forsvinden.

Vatikanet åbner en undersøgelse af 15-årig piges forsvinden i 1983

Demonstranter aktionerer foran Vatikanet for at få svar på Emanela Orlandis skæbne. Foto: Gregorio Borgia/Ritzau Scanpix
Demonstranter aktionerer foran Vatikanet for at få svar på Emanela Orlandis skæbne. Foto: Gregorio Borgia/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Hun havde været til fløjteundervisning. Men hun nåede aldrig hjem til familien i Vatikanstaten i hjertet af Rom.

Siden den sommerdag, den 22. juni 1983, har Emanuela Orlandi været savnet.

Nu vil justitsminister Alessandro Diddi have gennemført en undersøgelse af den 15-årige piges forsvinden, meddeler Vatikanstaten via sin presseside. Det sker, fremgår det, blandt andet på baggrund af flere henvendelser fra den savnede piges familie.

Vatikanstatens undersøgelse vil først og fremmest analysere efterforskningen, vidneudsagn og dokumenter fra datidens forsøg på at finde ud af, hvad der var tilstedt Emanuela Orlandi, som var datter af en medarbejder i pavens husholdning.

Det er især hendes bror, Pietro, som har forsøgt at få et svar på, hvad der er sket. Men det kan også have spillet ind, at Netflix har lavet en serie, The Vatican Girl, om hendes forsvinden.

At der nu kommer en eller anden form for efterforskning giver nyt håb i familien.

»Vi er naturligvis glade for, at de vil undersøge det, og vi håber i sandhed, at det vil give os reelle svar«, siger familiens advokat, Laura Sgrò, ifølge italiensk presse.

Storebror: Nogen véd, hvad der er sket

Roms daværende chefanklager, Giuseppe Pignatone, indgav i 2015 en anmodning om at få efterforsket Orlandis forsvinden og en lignende sag, der handlede om den jævnaldrende Mirella Gregoris forsvinden få uger tidligere. I dag er Pignatone præsident for retten i Vatikanstaten.

Pietro Orlandi ser frem til, at Vatikanstaten og de italienske myndigheder får samarbejdet om at finde ud af, hvad der er sket med hans lillesøster.

»Sandheden er der et sted. Jeg er overbevist om, at mange i Vatikanet kender til den. Der er elementer, som bevidst aldrig er blevet undersøgt«, siger han ifølge den italienske fjernsynsstation Rai.

I 2019 blev to grave i Vatikanstaten åbnet på baggrund af et tip om, at Emanuela Orlandis lig var gemt i en af dem. Det viste sig at være et vildspor.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her