Mens Storbritannien øger sin militære støtte til Ukraine ved at sende kampvogne af typen Challenger 2 til landet, er der fortsat hård kritik af den tyske tøven med våbenleverancer. En langmodighed, der sammen med flere skandaler og uheldige optræden, ifølge flere tyske medier, ser ud til at betyde, at den socialdemokratiske forsvarsminister Christine Lambrecht forlader sin post og regeringen i næste uge.
Modsat Storbritannien, som ifølge premierminister Rishi Sunak opgraderer sin hjælp til Ukraine med kampvogne og mere artilleri, er det trods en enorm forøgelse af budgettet ikke lykkedes for Christine Lambrecht at få organiseret det tyske forsvar og gennemføre ønskede våbenleverancer til Ukraine. Som forsvarsminister har hun været mål for den internationale og interne kritik af den tyske indsats for at hjælpe Ukraine med blandt andet forældede våben og langstrakt tøven.




























