Efter mange måneders ukrainsk pres har Danmark sammen med Holland og Tyskland besluttet at renovere og donere mindst 100 Leopard 1 A5-kampvogne til Ukraine.
Der er tale om en ældre model udviklet i 1960’erne, som det danske forsvar har udfaset.
I første delmål skal der klargøres kampvogne til to bataljoner, det vil sige 80 køretøjer. De første skal sendes af sted i løbet af få måneder, så de kan indgå i træning af ukrainske styrker, oplyser Forsvarsministeriet.
En del af Leopard 1 A5-kampvognene, der skal til Ukraine, kommer sandsynligvis fra det tyske firma Flensburger Fahrzeugbau GMBH, der råder over 99 kampvogne, som netop det danske forsvar solgte til dem i 2010.
»Ukraine har hårdt brug for kampvogne for at kunne modstå Ruslands fortsatte aggression. Jeg er stolt over, at Danmark har store aktier i det nye samarbejde med andre lande om at støtte Ukraine«, siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V):
»Vores samarbejde om donation af et så stort antal Leopard 1-kampvogne går fint i spænd med andre landes levering af kampvogne til Ukraine. Samlet set bidrager det til Ukraines evne til at kæmpe for sin egen frihed«.
Ukraine forventer, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, forbereder en stor forårsoffensiv i det østlige Ukraine.
Thorsten Peter, der er salgsdirektør i Flensburger Fahrzeugbau GMBH, sagde i sidste uge til Jyllands-Posten, at 20 af firmaets Leopard 1 kan gøres klar »inden for tre måneder«.
»Hvis de skal i krig i Ukraine, skal de kun kunne to ting. Køre og skyde. Det kan vi nå inden for kort tid. Så kan det godt være, at der er en lampe, der ikke lyser eller andet, men det er mindre vigtigt,« siger han.
Scholz gav sig
Tidligere i dag dukkede den tyske forsvarsminister, Boris Pistorius, uanmeldt op i Kyiv til et møde med Ukraines præsident, Volodomyr Zelenskyj, og Oleksij Resnikov, der er fremtrædende medlem af Ukraines regering og tidligere forsvarsminister.
Her bekræftede Pistorius ifølge Bild.de, at mindst 100 gamle Leopard 1-kampvogne er på vej fra en gruppe europæiske lande, og at mindst tre bataljoner vil være udstyret med disse tanks i første eller andet kvartal af 2024.
Den tyske regering anført af kansler Olaf Scholz godkendte for to uger siden efter lang tids tøven eksport af den mere avancerede og bedre pansrede Leopard 2-kampvogn til Ukraine og har selv lovet at donere 14 styk.
Det samme har Polen. USA har lovet 31 af deres moderne Abrams-kampvogne. Storbritannien, Spanien, Norge og Holland har også lovet moderne kampvogne.
Ved dagens besøg i Kyiv havde den tyske forsvarsminister medbragt en lille model af den moderne Leopard 2-tankvogn, som Oleksij Resnikov poserer med på Twitter under teksten:
»Den ’første’ Leopard 2-tank er ankommet til Kyiv. Der kommer flere af dem«.
fakta
Leopard 1 og 2
Leopard 1-kampvognene blev produceret fra 1965 til 1979 i Tyskland. De vejer 42 tons, kan køre 65 kilometer i timen og er udstyret med en 105 mm-kanon.
Leopard 2-kampvogne er produceret siden 1979. De har tykkere og bedre panser og vejer 55 tons. De kan køre 72 kilometer i timen og er udstyret med en 120 mm-kanon.
Kilde: Armedforces.EU
Tyndere panser
De tidligere danske Leopard 1 A5, som i dag står i Flensborg hos Flensburger Fahrzeugbau GMBH, er ifølge major Kristian Lindhardt fra Forsvarsakademiet »en rigtig fin kampvogn, der bare blev overhalet af udviklingen«.
Kristian Lindhardt har selv erfaring med de danske kampvogne og kørte i begyndelsen af karrieren selv i den nu afviklede model Leopard 1.
»Den har en fuldt stabiliseret kanon, der gør, at den kan køre og ramme sit mål samtidig. Motoren er særdeles robust og enkel at vedligeholde. Efter min vurdering matcher den fint de fleste versioner af den russiske kampvogn T-72, som udgør hovedparten af de russiske kampvognsstyrker«, siger Kristian Lindhardt.
»Men når det kommer til pansringen, har de et problem i forhold til moderne panservåben, som russerne også råder over. De er simpelthen mindre pansret end Leopard 2«, forklarer Kristian Lindhardt.
Kanonen på Leopard 1 er mindre end på den nye model, og rækkevidden er kortere. Derfor peger Kristian Lindhardt på, at Leopard 1-kampvogne især vil være velegnet til at støtte ukrainsk infanteri mod en russisk offensiv eller som en slags anden bølge i en ukrainsk offensiv.
»Mindre pansring og kortere rækkevidde betyder noget for den måde, de her kampvogne kan bruges på. Men det er også et spørgsmål om antal. I den her sammenhæng er kvantitet – altså antallet af kampvogne – også i sig selv en kvalitet. Hvis det ellers lykkes at overføre tilstrækkelig mange til Ukraine«.
En tank fra den kolde krig
Da den tyske regering fredag i sidste uge bekræftede, at den også har godkendt eksporten af Leopard 1, reagerede den tidligere ukrainske ambassadør i Berlin Andrij Melnyk med tilfredshed, men beklagede samtidig, at det har taget de vestlige lande så lang tid.
»Desværre blev meget værdifuld tid spildt i forhold til meget hurtigere at vende den svære situation ved fronten til Ukraines fordel«, sagde Andrij Melnyk ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Herfra kan det tage flere måneder at gøre kampvognene i stand, ligesom der også er besværligheder omkring ammunitionen, sagde han.
Leopard 1-kampvognen skyder med 105-millimeter ammunition, hvilket er mindre end den større Leopard 2. Brasilien har et større lager, men den nyvalgte venstreorienterede brasilianske præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, har ifølge Süddeutsche Zeitung afvist at frigive noget af det.
Lula vil ikke provokere Rusland, hedder det. Tysklands kansler, Olaf Scholz, besøgte Lula i sidste uge, hvor den brasilianske præsident sagde, at der skal to til at strides. Selv om den ene – Rusland – i det her tilfælde uprovokeret har angrebet den anden – Ukraine.
Leopard 1 blev udviklet i midten af 1960’erne. Der er fremstillet over 6.000 eksemplarer. Den anvendes fortsat i Nato-landene Tyrkiet og Grækenland, der i alt råder over knap 1.000. Derudover har ikke bare Brasilien, men også en stribe andre sydamerikanske lande som Chile og Ecuador Leopard 1.
fortsæt med at læse


























