Hvem spænder allermest ben for Europas grønne omstilling og industri? USA? Kina? Eller EU selv?
Det store spørgsmål ser EU-lederne ikke nødvendigvis ens på, når de torsdag tager fat på en diskussion om, hvordan man bedst fastholder fremtidige investeringer i den grønne teknologi i Europa. Ikke mindst i lyset af at USA snart ruller en hjælpepakke ud til 2.500 milliarder kroner, som bliver strøet ud til greentechvirksomheder baseret i USA. Amerikanerne har sågar været på charmeoffensiv hos europæiske virksomheder for at lokke dem til at lægge fremtidige investeringer på den anden side af Atlanten. Det fik tidligere på ugen den tyske økonomiminister, Robert Habeck, og hans franske kollega, Bruno Le Maire, til at tage til Washington, D.C., for at lufte deres bekymring og ønske om, at EU-baserede virksomheder bliver behandlet på lige niveau.




























