Vi var ikke i stand til at speede jordskælvsindsats op, så hurtigt som vi ønskede, siger Tyrkiets præsident.

Han er blevet heftigt kritiseret efter katastrofen. Nu erkender Erdogan, at redningsarbejde er gået for langsomt

Foto: Adem Altan/Ritzau Scanpix
Foto: Adem Altan/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, erkender fredag for første gang, at regeringen ikke har gennemført redningsarbejdet i jordskælvsområdet hurtigt nok.

»Så mange bygninger blev beskadige, at vi uheldigvis ikke var i stand til at speede vores indgriben op, så hurtigt som vi ønskede det«, siger han under et besøg i det katastroferamte sydlige Tyrkiet.

Jordskælvet, der blev beregnet til 7,8, ramte tidligt mandag morgen. Det skete nær storbyen Gazientep. Det blev fulgt af en lang række kraftige efterskælv.

Det førte også til store ødelæggelser i det nordvestlige Syrien.

Mange hundrede bygninger er styrtet sammen i Tyrkiet, og redningsfolk forsøger fredag fortsat at finde overlevende i ruinerne.

Dødstallet har tirsdag passeret 22.000 i Tyrkiet og Syrien.

Overlevende og deres familier har kritiseret Erdogan for, at det gik for langsomt med at lede i de ødelagte huse.

Han har tidligere erkendt, at der var ’mangler’ i hans regering, og at det har påvirket indsatsen efter jordskælvet.

Men han synes med sine kommentarer fredag at gå et skridt længere i erkendelsen af sin regerings mangelfulde indsats.

Han fortæller, at 141.000 personer nu deltager i redningsindsatsen. Den foregår i 10 provinser.

Det fremgår ikke, om det også tæller de flere tusinder af redningsfolk og nødhjælpsarbejdere, der er strømmet til Tyrkiet for at hjælpe.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her