Mandag
Jeg vågner og drikker, som jeg plejer, en kop kaffe. I radioavisen på P1 hører jeg om jordskælvet i Tyrkiet, og det er ret hurtigt tydeligt, at det er voldsomt, og at det er sket i det område, hvor Dansk Flygtningehjælp, hvor jeg er nødhjælpschef, har kontorer og en lang række projekter for syriske flygtninge.
Det står ret hurtigt klart, at vi har fem smadrede kontorer i Tyrkiet, og at vi ikke har kontakt til vores ansatte, de 152 lokale medarbejdere, som både er tyrkiske, syriske og internationale medarbejdere. Den eksisterende operation i området går ud på at skaffe flygtninge adgang til arbejdsmarkedet eller støtte til at lave små virksomheder, så de kan få en indtægt og tage vare på sig selv i stedet for at være totalt afhængige af nødhjælp.




























