Den russiske lejehær Wagner-gruppen er kendt for sin brutalitet og hensynsløshed, når det gælder menneskeliv. En hensynsløshed, der også rammer deres egne.
Først fik Jevgenij Nuzhin smadret sit kranie med en forhammer, mens der blev filmet løs med et mobilkamera. Det var, lød beskrivelsen på gruppens sociale medier, en »traditionel, oprindelig Wagner-straf«. Nu har gruppen udsendt en tilsvarende video af mordet på Dmitrij Jakusjtjenko. Lige som Nuzhin var han tilsyneladende blevet taget til fange af ukrainerne, udvekslet tilbage til Rusland og derefter slået ihjel ved at få kraniet knust.
Ligesom Nuzhin var Jakusjtjenko en af de straffefanger, der var blevet hvervet af lejehæren mod et løfte om at få lov at gå fri efter seks måneders militærtjeneste. I sidstnævntes tilfælde var han ifølge angiveligt i gang med at afsone en fængselsdom på 19 år for røveri og drab, begået på Krim, da han lod sig indrullere i Wagner-gruppen og røg til fronten.
Stemplet som ’desertør’
Fire dage senere overgav han sig til ukrainerne, men siger på den optagelse, Wagner-gruppen udgiver, at han sidenhen blev slået bevidstløs af ukendte gerningsmænd og endte i hænderne på lejehæren. Imidlertid optræder han på optagelser af en fangeudveksling mellem den russiske besættelseshær og ukrainerne og kan derfor være endt tilbage hos sin enhed på legitim vis.
Under alle omstændigheder endte hans liv at dømme efter de frigivne optagelser i hænderne på sin arbejdsgiver, Jevgenij Prigosjins private lejehær, der beskylder ham for at være kommet med proukrainske udtalelser under sit krigsfangenskab og for at være desertør.
Der er imidlertid også på lejehærens officielle side udgivet en video, hvor Jakusjtjenko takker for dens tilgivelse.
Uanset om optagelserne af drabet på manden er ægte eller ej, så viser de ifølge den seneste situationsmelding fra amerikanske tænketank Institute for the Study of Warom krigen mod ukrainerne, at dét er mindre vigtigt. Det, der betyder noget, er den besked, det sender til lejesoldaterne og til omgivelserne om lejehærens vilje til at tage de beslutninger, den anser for at være nødvendige, fremgår det.
Prigosjin: De morer sig bare
Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigosjin, er via sociale medier blevet spurgt om sit syn på optagelserne. Hans svar er kort:
»Det skal du ikke bekymre dig om. Ungerne har det sjovt«.
Wagner-hæren har imidlertid badet i lyset fra de ugerninger, den tages i. Da den i november blev stemplet som en terrororganisation af EU-parlamentet, kvitterede den ved at sende politikerne en forsølvet hammer med et blodrødt skæfte som en »informationspakke«.
fortsæt med at læse




























