Belarus’ præsident, Alexander Lukasjenko, siger torsdag, at han kun vil give sine militære styrker ordre til at kæmpe sammen med det allierede Rusland, hvis et andet land retter et angreb mod hans land, skriver det statslige nyhedsbureau Belta News.
Lukasjenko, som ofte har afvist påstande fra Ukraine og fra Vesten om, at hans land kan blive inddraget mere i konflikten på Moskvas side, siger, at han fredag skal mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
»Vi går ikke ind i krigen. Jeg er parat til at kæmpe sammen med russerne fra det hviderussiske territorium, i det tilfælde at blot en enkelt soldat fra et andet land kommer ind i Hviderusland for at dræbe mit folk, siger han på et pressemøde torsdag ifølge Belta.
»Hvis der er aggression mod Hviderusland, vil reaktionen være den strengeste, og krigen vil få en helt anden natur, tilføjer Lukasjenko, der fortsat bruger landets gamle navn.
Da Rusland invaderede Ukraine i februar sidste år, skete det blandt andet gennem Belarus. Russernes mislykkede offensiv mod Kyiv sidste år havde udgangspunkt i Belarus.
Tidligere i år var der stærkt optrappede fælles militære aktiviteter i Belarus, hvor russerne var inddraget. Belaruserne og russerne gennemførte også fælles luftmanøvrer i det belarusiske luftrum, hvilket udløste bekymring for, at Belarus var på vej ind i krigen mod Ukraine.
Ifølge diplomater, som nyhedsbureauet Reuters har talt med, vil det dog være et meget upopulært træk i Belarus, hvis landet selv går ind i krigen. Der er udbredt utilfredshed med Lukasjenkos styre, som med russisk støtte har slået hårdt ned på demokratiske protester mod valgsvindel og krænkelser af menneskerettighederne.
ritzau
fortsæt med at læse


























