Ude ved fronten dør dårligt forberedte russiske soldater tydeligvis i hobetal. Men hvor mange mand, Putinregimet mister, er uvist. Det står dog klart, at tabene er betydelige.

Ingen ved, hvor mange soldater russerne har mistet: Men i Vesten er man ikke i tvivl. Tabstallene er enorme

Grave for faldne Wagnersoldater i Bakinskaja i Krasnodar i Rusland.  Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Grave for faldne Wagnersoldater i Bakinskaja i Krasnodar i Rusland. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Putinregimets angreb på Ukraine er dyrt, målt i menneskeliv.

Spørgsmålet er blot, hvor mange liv, det egentlig har kostet.

I sin seneste opgørelse over fjendens tab når det ukrainske forsvars generalstab frem til, at 142.270 russiske soldater er slået ihjel.

Det tal er højt sat – og muligvis alt for højt sat. I Vesten vurderes de russiske tabstal at være mindre, men stadig særdeles omfattende. Især hvis der tales om lejehæren Wagner, som ifølge vurderinger fra det britiske forsvarsministerium har mistet et sted mellem 175.000 og 200.000 mand. En stor del, 40.000-60.000 mand, menes at have mistet livet, mens resten enten er sårede, tilfangetagne eller savnede.

Med til det hører ifølge en efterretningsrapport, at dødstallene er høje i forhold til antallet af sårede, men at det har en ganske særlig grund. Det skyldes, fremgår det, næsten helt sikkert den ekstremt utilstrækkelige førstehjælp, der gives i størstedelen af de russiske styrker. Og så tilføjer ministeriet, at Wagnergruppen har tabstal på op til 50 procent.

I januar afslørede den norske forsvarschef, at russernes tabstal dengang nærmede sig de 180.000 mand.

USA: Wagnergruppen har mistet hver anden rekrut fra fængslerne

Amerikanerne kommer med tilsvarende vurderinger. John Kirby er talsmand for Det Hvide Hus. Han har på et pressemøde anslået lejehærens tabstal til at ligge på over 30.000, herunder cirka 9.000 dræbte. Halvdelen af dem, der har mistet livet, er faldet siden midten af september. En stor del af dem er faldet under kampe om Bakhmut i Østukraine.

»Det er mænd, der netop blev hevet ud af fængslerne og smidt ind på slagmarken uden nogen træning, uden udstyr, uden overordnet ledelse«, tilføjer han.

Wagnergruppens ejer, Jevgenij Prigosjin, meddelte for en uge siden, at lejehæren indstillede forsøgene på at finde nye soldater i de russiske fængsler. I forvejen har det tilsyneladende været vanskeligt for ham at få nye fanger til at melde sig. De har hørt om tabstallene og skal at dømme efter den dalende tilslutning ikke nyde noget.

De Wagnersoldater, der er ved fronten, er tilsyneladende heller ikke tilfredse med den behandling de får. Blandt andet viser optagelser en gruppe, som via et videopslag på det sociale medie Telegram forsøger at råbe militærledelsen op.

»I øjeblikket er vi fuldstændigt afskåret fra ammunitionsforsyninger. Der er akut mangel på ammunition til haubitserne og til kampvognene. Vi er sikre på, at I har ammunition på lagre et sted. Vi har hårdt brug for den. Et stort antal mennesker ville kunne overleve og fortsætte kampen. Det ville afspejle sig i krigens gang«, erklærer de på optagelsen.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her