En engang så magtfuld mexicansk minister blev tirsdag fundet skyldig i at have bidraget til den selv samme narkosmugling, som han havde til opgave at slå ned på.
Genaro Garcia Luna var minister for offentlig sikkerhed i Mexico under præsident Felipe Calderon fra 2006 til 2012.
Tirsdag blev han af et nævningeting i New York City i USA fundet skyldig i samtlige fem anklagepunkter i en højprofileret retssag.
Genaro Garcia Luna er det højest rangerende tidligere regeringsmedlem fra Mexico, der nogensinde er blevet stillet for retten i USA.
Den månedlange retssag har sat fokus på korruption i den mexicanske regeringstop og har også givet et indblik i narkokartellet Sinaloas enorme ressourcer under Joaquin ’El Chapo’ Guzman.
Den mexicanske narkobaron afsoner en livstidsdom i et højsikret fængsel i USA.
Genaro Garcia Luna blev dømt for at have modtaget enorme pengesummer for at tillade de smuglere, han havde til opgave at sætte bag tremmer, at smugle tonsvis af kokain.
Da dommen blev læst op ved den føderale domstol i Brooklyn, sad den tidligere minister helt stille, mens hans hustru og to børn så på.
Han står over for en straf på minimum 20 års fængsel og maksimalt livstid.
ritzau


























