Det italienske brandvæsen deler videoer fra redningsarbejdet ved det voldsomme skibsforlis søndag. Trods tidligere forlis har byens borgmester aldrig set noget lignende.

59 mennesker er skyllet i land på kysten: »Der har aldrig været en tragedie som denne«

Lyt til artiklen

I de skumsprøjtende bølger forsøger to redningsarbejdere at bjerge en slap menneskekrop. Men det er næsten som om, at de ingen vegne kommer, før en tredje redningsarbejder kaster en line ud, de kan gribe fat i.

Søndag forliste et skib ud for den syditalienske kyst, og det har nu ledt til en større redningsaktion i området nær Crotone og Cutro. 59 migranter fra primært Afghanistan, Pakistan, er fundet døde. Heriblandt 12 børn.

Det italienske brandvæsen Vigili del Fuoco har på sin Twitter-profil løbende delt opdateringer, billeder og video fra redningsarbejdet.

Og selvom videoerne blandt andet viser bjergningsarbejdet, så kan man også se resterne af skibet, der nu mest af alt ligner drivtømmer på kysten.

At skibe bliver ødelagt og kræver ofre i Middelhavet er ikke en nyt fænomen. Alligevel fortæller borgmesteren i byen Cutro, Antonio Ceraso, at scenerne ved kysten er noget, han ikke har været vidne til tidligere.

»Skibe er tidligere strandet, men der har aldrig været en tragedie som denne«, siger borgmesteren til det italienske medie Rai News.

Italienske kystvagter oplyser, at 80 personer fra det forliste skib er reddet sikkert i land. Men fartøjet kan have haft op til 170 mennesker ombord. Det meddeler FN. Dermed kan der stadig være mere end 30 mennesker, hvis skæbne er ukendt.

»Havet bliver ved med at sende lig i land. Det er noget, som man aldrig har ønsket at skulle se«, siger Antonio Ceraso.

Til kamp mod menneskesmugling

Ved sin debuttale som italiensk premierminister gjorde Giorgia Meloni klart, at ulovlige migranter ikke skulle gå i land i Italien. Faktisk skulle de aldrig sætte fod i de både og skibe, der fragter dem på den farefulde færd gennem Middelhavet.

»Denne regering ønsker at følge en sti, der ikke er trådt meget på endnu. At stoppe illegale afgange og endeligt stoppe menneskesmugling i Middelhavet«, sagde den højreorienterede premierminister, da hun blev indsat 22. oktober 2022.

Et konkret tiltag fra den italienske regering kom tidligere på måneden. Velgørende redningsfartøjer må kun udføre én redningsaktion ad gangen. Dermed kan de ikke sejle rundt i flere dage og samle kæntrede migranter op som tidligere.

Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Sine Plambech, fortæller til DR, at den nye lovgivning kan koste menneskeliv i Middelhavet.

»Vi ved fra migrationsforskningen, at jo færre redningsfartøjer, man lader være i området, jo farligere ruter tager migranterne til havne længere væk«, siger hun.

Kasper Beck

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her