10 syriske civile har mandag mistet livet, mens de var ude for at samle trøfler i det vestlige Syrien. Ofrene blev dræbt i to forskellige mineeksplosioner, rapporterer det statslige, syriske nyhedsbureau Sana ifølge AFP.
Den ene eksplosion kostede ni personer livet. Yderligere to blev såret. Ved den anden eksplosion blev 1 person dræbt og 10 andre såret. Eksplosionerne fandt sted i distriktet Salamiyah i Hama-provinsen.
Det er ifølge det syriske nyhedsbureau den militante gruppe Islamisk Stat, der har placeret landminerne i området. Islamisk Stat havde kontrol over Hama-provinsen fra 2014 til 2017.
Adskillige civile har tidligere mistet livet, mens de var ude at lede efter trøfler i den syriske natur. Så sent som 17. februar blev mere end 50 civile dræbt i et Islamisk Stat-angreb, mens de var ude at indsamle den delikate og kostbare spise.
Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder udnytter Islamisk Stat den årlige trøffeljagt til at lave angreb i ellers øde dele af Syrien. Observatoriet har base i Storbritannien, men har et stort netværk af informanter på tværs af Syrien.
For mange civile i Syrien er trøflerne en vigtig indtægtskilde. Trøflerne er i sæson fra februar til april og kan sælges til høje priser. Ifølge AFP kan man finde nogle af de bedste trøfler i den syriske ørken. Et kilo af de eftertragtede svampe kan i Syrien sælges for 5-10 dollar – svarende til mellem 35 og 70 kroner. Det er en relativt høj pris i det krigshærgede land, hvor store dele af befolkningen lever i svær fattigdom.
Borgerkrigen i Syrien har foreløbig varet i 12 år. Krigen har kostet omkring en halv million mennesker livet, og derudover er millioner drevet på flugt. Sprængstoffer, der er blevet efterladt i naturen, langs veje og i bygninger, har dræbt hundredvis af civile og såret flere tusinde i løbet af krigen.
ritzau
fortsæt med at læse




























