Ungarns parlament er gået i gang med processen om at godkende Nato-ansøgningerne fra Sverige og Finland.

Orbáns parti støtter ungarsk ja til de nordiske Nato-bejlere

Foto: Bernadett Szabo/Ritzau Scanpix
Foto: Bernadett Szabo/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den ungarske premierminister Viktor Orbáns parti, Fidesz, er klar til at støtte, at Sverige og Finland bliver en del af forsvarsalliancen Nato.

Det understreger partiets parlamentsgruppe onsdag.

Udmeldingen kommer på dagen, hvor det ungarske parlament har taget hul på processen om at ratificere optagelsen af de to lande som nye Nato-medlemmer. Det vil sige at give landene den endelige godkendelse.

Ungarn og Tyrkiet er de eneste af de 30 Nato-lande, der mangler at ratificere aftalen om Sverige og Finland som nye medlemmer af forsvarsalliancen.

Danmark ratificerede aftalen allerede den 5. juli sidste år. Det samme gjorde Norge, Island og Canada.

Senere har alle Nato-lande undtagen Ungarn og Tyrkiet fulgt trop.

Det har dog hele tiden været ventet, at Ungarn i sidste ende ville give grønt lys til Sverige og Finland. I sidste uge sagde Viktor Orbán da også, at det er Ungarns ønske, men at der blot var brug for at debattere emnet yderligere.

Anderledes skeptisk har Tyrkiet indtil videre været.

Tyrkiet mener blandt andet, at Sverige ikke gør nok for at slå ned på tilhængere af det kurdiske arbejderparti PKK.

Samtidig har politikeren Rasmus Paludans afbrænding af en koran i Stockholm bidraget til yderligere spændinger mellem landene.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her