Præstestyret i Teheran lover nu et stop for de omsiggribende forgiftninger af unge piger på iranske skoler. Præsident Raisi har beordret indenrigsminister Ahmad Vahidi til straks at iværksætte en undersøgelse og bedt sundheds- og efterretningsministerierne om at stå ham bi.
Forgiftningen, der har vakt frygt og harme blandt piger og forældre, har ramt henved 1.000 piger på skoler i øst og vest, nord og syd. Raisis problem er, at præstestyret selv anklages for at stå bag forgiftningen. Ved flere demonstrationer har iranere de seneste dage råbt »død over regimet af børnemordere«.




























