Guvernørerne i Luhansk, Odesa og Khmelnytskyj er tirsdag blevet afskediget, oplyser regeringsrepræsentant.

Zelenskyj fyrer tre ukrainske guvernører uden at give årsag

Foto: Ukrainian Presidential Press Ser/Ritzau Scanpix
Foto: Ukrainian Presidential Press Ser/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har tirsdag afskediget tre regionale guvernører.

Der er ikke blevet givet nogen grund til, at guvernørerne er blevet afskediget. Nyheden er blevet offentliggjort på beskedtjenesten Telegram af regeringens repræsentant i det ukrainske parlament.

En af de fyrede er guvernøren fra frontlinjeregionen Luhansk, Serhij Hajdaj, der i medierne ofte har givet kommentarer til kampene i regionen.

Meldinger i medier lyder på, at Hajdaj vil blive udpeget som ambassadør i Kasakhstan.

Guvernørerne i regionerne Odesa og Khmelnytskyj er også blevet fjernet fra deres poster.

Tidligere i år fyrede Zelenskyj flere topembedsfolk. Flere andre sagde op på grund af anklager om korruption.

Ukraine har en lang historie af uhæmmet korruption og svagt funderet ledelse.

Transparency International placerede i 2021 landet på en 122.-plads ud af 180 lande på en liste, hvor de mindst korrupte lande lå i toppen.

Den placering var ikke meget bedre end Ruslands samme år.

Der er dog ikke meldinger om, at disse tre afskedigelser skyldes beskyldninger om korruption.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her