Hvis Ruslands præsident, Vladimir Putin, i fremtiden skulle finde på at lande i København, vil de danske myndigheder være pålagt at arrestere ham og sende ham til Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag.
Domstolen udstedte fredag de første arrestordrer i kølvandet på Ruslands ulovlige angreb på Ukraine, da ICC anklagede Putin for krigsforbrydelser i forbindelse med tvangsdeportationer af ukrainske børn. Ruslands kommissær for børnerettigheder, Maria Lvova-Belova, kræves også arresteret.




























