I sensommeren stod en mand i en fængselsgård i Rusland. Manden var Jevgenij Prigosjin. Og han blev tusindvis af dømte russiske straffefangers billet ud i friheden.
Han er ejer af den private lejehær Wagnergruppen og hyrede dømte kriminelle til sin hær med løfterne om en løn på cirka 9.000 kroner om måneden og ikke mindst genvunden frihed – det sidste vel at mærke først efter at de havde kæmpet i lejehæren i et halvt år. Det er et tilbud, som op mod 50.000 indsatte har taget imod.




























