Det er flere gange i historien sket, at partifæller har taget kampen op mod en siddende præsident i et primærvalg – men det plejer at ende skidt for både udfordreren, præsidenten og partiet.

Av og av: Interne udfordrere til den siddende præsident plejer at udløse et dobbelt nederlag

Foto: Susan Walsh/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Susan Walsh/AP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ronald Reagan forsøgte. Ted Kennedy prøvede. Pat Buchanan troede, han kunne gøre det. Ingen af dem lykkedes, og faktisk er det kun en enkelt gang i amerikansk historie sket, at en politiker er blevet præsident efter at have udfordret en siddende præsident fra sit eget parti. Det er 167 år siden.

Måske er det en af forklaringerne på, at Joe Biden – selv om han har været en upopulær præsident – indtil videre ikke ser ud til at få alvorlig modstand ved det demokratiske primærvalg i 2024.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her