Den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, har kun hovedrysten tilovers for de beskyldninger om spionage, som DR sammen med flere andre nordiske tv-stationer er kommet med i en række tv-udsendelser.
Senest har tv-stationerne fremlagt en kortlægning, der viser, at russiske flådeskibe med udstyr til at udføre undervandsoperationer i månederne og dagene op til sprængningerne af Nord Stream-gasledningerne sidste år var i umiddelbar nærhed af eksplosionsstederne.




























