Der er lagt op til en anderledes anspændt 9. maj, når Rusland på tværs af intet mindre end 11 tidszoner fejrer årsdagen for Den Røde Hærs sejr over Nazityskland i 1945.
Jovist, Vladimir Putin, Ruslands præsident, forventes at gå på talerstolen, og adskillige ledere af gamle sovjetiske republikker forventes da også at gøre honnør for den russiske sejr i Anden Verdenskrig, men Rusland er på det seneste blevet martret af adskillige usædvanlige hændelser med droner flere steder i landet. Flere steder er droner styrtet ned i russiske landsbyer, og en af dem satte endda ild til et olieraffinaderi. Mest bemærkelsesværdigt var det, da en drone i sidste uge eksploderede ved taget til Kreml – den opmurede fæstning i Ruslands hovedstad, der huser præsident Putins officielle kontor.
Når man har at gøre med en stat, som de facto er statssponsor af terrorisme, er det bedst at tage sine forbehold
Sikkerhedstiltagene er derfor ekstra på sejrsdagen anno 2023, hvor blandt andet den årlige parade af jagerfly er aflyst. Adspurgt om aflysningerne skød Dmitrij Peskov, talsmand for den russiske regering, mandag, skylden for dronehændelserne på Ukraine.
»Når man har at gøre med en stat, som de facto er statssponsor af terrorisme, er det bedst at tage sine forbehold«, sagde han.
Den største af fejringerne af helligdagen holdes på Den Røde Plads i Moskva. Den ligger bare et stenkast fra Kreml. Det russiske nyhedsbureau Tass kunne mandag aften bekræfte, at Putin her får selskab af ledere fra gamle sovjetrepublikker som Armenien, Aserbajdsjan, Belarus, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan.
Fejringen er begyndt
Dagen er vigtig for Putin. Den storstilede parade i hovedstaden, som bliver tv-transmitteret, skal løfte gejsten i befolkningen og give et rygstød til patriotismen, på et tidspunkt hvor Rusland efter 14 måneders krig ikke kan fremvise de ønskede resultater. Samtidig skal Putin bruge dagen på at forklare borgerne, hvorfor krigen i Ukraine er værd at kæmpe, selv om den koster mange russiske soldater livet. Som han har gjort før, forventes han at sammenligne krigen med Ruslands kamp mod Nazityskland.
Fakta
Victory Day
Fejringerne af dagen er allerede natten til tirsdag dansk tid begyndt i de østligste egne af Rusland. Det russiske nyhedsbureau Tass beskriver omkring middagstid lokal tid, at den årlige militærparade var gået i gang i Petropavlovsk, den største by på halvøen Kamtjatskij. Det var cirka klokken 02.00 om natten i Danmark.
I Tjukotka – den nordøstligste del af Rusland – er paraden ligeledes allerede gået i gang i de sene danske nattetimer. Her er der også en parade, og borgere lægger blomster til minde for de russere, som faldt i kampene mod Nazityskland. Også i Vladivostok nær grænsen til Nordkorea marcherede soldater gennem gaderne ledsaget af kampvogne.
Luftangreb fortsætter
Samtidig med fejringen af 9. maj fortsatte russerne sine luftangreb over Ukraine, hvor varslingssirener lød over hele landet tirsdag morgen.
»Luftforsvaret arbejder i udkanten af Kyiv«, skriver byens militære administration på det sociale medie Telegram.
Tirsdag er øjnene også rettet mod Bakhmut, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, ifølge den ukrainske regering ønsker at få erobret hurtigst muligt. Putins håb er angiveligt at kunne præsentere en tiltrængt sejr i forbindelse med tirsdagens mærkedag.
Den ukrainske generaloberst Oleksandr Syrskyj sagde for nylig, at russerne ville forsøge at indtage Bakhmut senest tirsdag.
»I dag er det vigtigt at tage beslutninger så hurtigt som muligt og forudsige fjendens handlinger«, siger han på det sociale medie Telegram efter angiveligt at have besøgt tropperne langs byens frontlinje.
ritzau
fortsæt med at læse




























