Nancy Faeser var iført nobel blå jakke og havde en bekymret fure i panden, da hun en søndag aften i den bedste sendetid tonede frem på skærmen med Frankfurts am Mains skyline i baggrunden og fortalte, at hun var godt i gang med at løse det mest uløselige problem i Den Europæiske Union.
Den tyske indenrigsminister erklærede, at hun efter ugers hårdt arbejde så et »historisk momentum« for at skabe en fælles politik for, hvordan EU håndterer det stigende antal flygtninge og migranter, som ankommer til de europæiske kyster.




























