Den ukrainske leder fortsætter sin rundrejse i Europa. Før ankomsten til Paris gentog han under sit besøg i Tyskland opfordringer til Vesten om at forsyne hans land med kampfly.

Zelenskyj er ankommet til Paris: »Nu er tiden inde til, at vi beslutter at afgøre krigens udfald allerede i år«

Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 23.19.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ankom søndag aften til Paris, hvor han blev mødt af præsident Emmanuel Macron i Élysée-palæet. Her vil han efter planen diskutere »vigtige punkter omkring de to landes bilaterale relationer«, skriver han på Twitter.

Ifølge den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, kan Ukraine og landets vestlige støtter gøre Ruslands nederlag i krigen med Ukraine »irreversibelt allerede i år«. Det sagde han tidligere søndag under et besøg i Berlin.

Han takkede samtidig Tyskland for at være »en sand ven«. Tyskland havde forud for Zelenskyjs ankomst søndag lanceret landets hidtil største militære støttepakke til Ukraine. Den omfatter militært udstyr – blandt andet blandt andet infanterikampkøretøjer, kampvogne og antiluftskytskampvogne – til en værdi af 2,7 milliarder euro, hvilket svarer til mere end 20 milliarder kroner.

»Nu er tiden inde til, at vi beslutter at afgøre krigens udfald allerede i år. I år kan vi gøre aggressorens nederlag irreversibelt«, erklærede Zelenskyj ved en fælles pressekonference med den tyske forbundskansler, Olaf Scholz.

Den ukrainske leder gentog også under sit besøg en indtrængende opfordring til Vesten om at forsyne hans land med kampfly. Scholz havde imidlertid fokus på Tysklands løfter om at fortsætte støtten til Ukraine så længe som muligt. Han overhørte spørgsmål vedrørende et fremtidigt Nato-medlemskab til Ukraine.

Tyskland, som er Europas stærkeste økonomi, blev i begyndelsen af krigen kritiseret for at være langsom til at reagere på den russiske invasion. Men nu er forbundsrepublikken blevet en af Ukraines mest betydningsfulde finansielle og militære støtter.

Varsler snarlig modoffensiv

Zelenskyj sagde forud for sit besøg i Berlin, at Ukraine snart vil tage »de første vigtige skridt« mod dets længe ventede forårsoffensiv. Hans udtalelse kom, efter at Ukraine i den seneste uge ifølge flere vurderinger har haft held med en række mindre modoffensiver nær det nuværende centrum for kampene i byen Bakhmut.

»Vi tror på sejr og på, at de første vigtige skridt vil blive taget snart«, sagde præsidenten.

Scholz pointerede søndag, at Ukraine er parat til fred.

»Men det kræver – med rette og med vores støtte – at der ikke sker en fastfrysning af krigen og en dikteret fred af Rusland«, sagde han.

Zelenskyjs besøg i den tyske hovedstad fandt sted under omfattende sikkerhedsforanstaltninger. En del veje var spærret i centrale bydele. Desuden var floden Spree lukket for trafik ved regeringskvarteret.

I Tyskland fik Zelenskyj overrakt Karlsprisen på vegne af sin befolkning. Det skete i byen Aachen. Prisen er opkaldt efter frankerkongen Karl den store – også kendt som Charlemagne. Den gives for europæisk samling og er tidligere givet til blandt andre Winston Churchill, den danske statsminister Jens Otto Krag, Vaclav Havel, Bill Clinton og Angela Merkel.

I sin tale lovede Scholz tyskernes »fulde støtte på vejen mod Den Europæiske Union«.

Zelenskyj ankom til Berlin, efter at han lørdag var i Rom. Her mødtes han med præsident Sergio Mattarella, premierminister Giorgia Meloni og pave Frans.

Ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her