Mindst seks personer er døde i en brand på et hostel i New Zealands hovedstad, Wellington, natten til tirsdag lokal tid.
Det skriver den newzealandske avis New Zealand Herald.
Der er desuden op til 30 personer, som der ikke er gjort rede for. 52 personer er kommet ud af bygningen i live. Det fortæller chefen for brandvæsenet i Wellington, Nick Pyatt.
Der er plads til 92 personer på hostellet, men det er uklart, hvor mange der var på hostellet, da det brød i brand.
»Jeg kan ulykkeligvis fortælle, at dette er en hændelse med flere dødsfald. Vores tanker i denne tid er med familierne til dem, der er omkommet og med vores mandskab, der tappert reddede dem, de kunne og forsøgte at redde dem, de ikke kunne«, siger han.
»Det er vores værste mareridt. Det bliver ikke være end dette«.
Myndighederne mener, at der ikke er mere end ti personer, der er døde i branden.
»Det er på nuværende tidspunkt ikke sikkert, og indtil vi kan få adgang til bygningen - og afstemme, hvor mange der er i sikkerhed - er vi ikke i en position, hvor vi kan afgøre, hvor mange der er i sikkerhed eller ikke gjort rede for, lyder det i en udtalelse fra politiet«.
Årsagen til branden kendes endnu ikke, og det betyder, at politiet arbejder side om side med brandvæsnet for at klarlægge brandårsagen.
Fem personer blev reddet fra hostellets tag af brandfolk.
Wellingtons redningstjeneste siger ifølge det newzealandske medie 1news, at fem er bragt til hospitalet. En i alvorlig tilstand.
Derudover siger en talsperson for det newzealandske sundhedsvæsen, at fire personer er bragt til en akutafdeling. Tre var i stabil tilstand, mens en fjerde blev bragt til et andet hospital i alvorlig tilstand.
15 personer har modtaget behandling på stedet.
Nick Pyatt siger, at en brand som den, der fandt sted natten til tirsdag, er noget, der sker en gang i årtiet i Wellington.
»Dette er meget usædvanligt for New Zealand, og en tragedie som denne kommer virkelig til at ryste byen, og det kommer til at tage os noget tid at komme tilbage efter dette, siger han ifølge 1news.
ritzau




























