For anden nat i træk lyder sirenerne i Ukraine. Natten til fredag sker det i hele landet. Ved Bakhmut er russerne blevet tvunget i defensiven, vurderer tænketank.

Rusland angriber Ukraine fra luften for anden gang på under et døgn

Røg stiger op over Kyiv efter et russisk luftangreb torsdag. Allerede tidligt fredag morgen lød luftalarmerne igen både over Kyiv og flere andre steder i Ukraine. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Røg stiger op over Kyiv efter et russisk luftangreb torsdag. Allerede tidligt fredag morgen lød luftalarmerne igen både over Kyiv og flere andre steder i Ukraine. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Natten til fredag lyder der sirener i hele Ukraine. Nogle områder melder også om eksplosioner. Til at begynde med var landets vestligste regioner ikke omfattet af advarslen, men myndighederne har senere udvidet dem til at dække hele landet. Der er dog ingen meldinger om angreb på infrastruktur eller civile mål. Der er heller ikke indikationer på, at nogen har mistet livet.

Sirenerne i Kyiv og de centrale og sydlige regioner er omkring klokken 04.00 fredag morgen ophørt. Lederen af militæradministrationen i Kyiv siger, at russiske styrker sendte gentagne bølger af droner mod hovedstaden. Det er det 10. angreb på hovedstaden i denne måned og det andet på mindre end 24 timer.

»Denne taktik fra Kreml (den russisks regering, red.) er et forsøg på at overvælde vores antiluftskytssystemer og lægge et psykologisk pres på civile. Det kommer ikke til at ske!«, skriver Serhij Popko på beskedtjenesten Telegram.

»Alle luftmål, der blev sendt mod Kyiv, er blevet ødelagt af vores antiluftskytssystemer«, tilføjer han.

Flere regioner melder om, at deres luftforsvar har været i arbejde natten til fredag. Der er meldinger om eksplosioner i regioner, der ligger langt fra hinanden. Der er blandt andet meldinger om eksplosioner i Kryvyj Rih i det centrale Ukraine og Rivne og Lutsk, der ligger i vest.

Ukraines militær meddelte i løbet af natten på beskedtjenesten Telegram, at russiske luftfartøjer er i luften, og at der er en risiko for angreb fra en type af hypersonisk missil, der hedder Kinzjal, i alle regioner. Det russiske statsstyrede nyhedsbureau Tass citerer embedsfolk i den delvist russiskkontrollerede region Donetsk for at sige, at ukrainske styrker affyrede otte missiler ind i byen kort efter midnat. Der er dog ikke givet detaljer om skader eller dødsfald.

Reuters har ikke været i stand til at bekræfte detaljer i nogen af de beskrevne hændelser.

Torsdag morgen var der luftangreb mod Kyiv, hvor vragrester fra nedskudte missiler dalede ned over storbyen. I de tidlige morgentimer torsdag hylede sirenerne også. Serhij Popko, der står i spidsen for den militære administration i Kyiv, kunne torsdag morgen oplyse, at alle de krydsermissiler, der var sendt afsted af Rusland, var blevet opsnappet og nedskudt af det ukrainske missilforsvar.

Tænketank: Russerne tvunget i defensiven ved Bakhmut

Ved fronten omkring Bakhmut er der ikke udsigt til, at russiske styrker får løst opgaven med at erobre byen, hvor krigen mellem Ukraine og Rusland for alvor har centreret sig de seneste måneder, siger Jevgenij Prigozjin, som er chef for lejehæren Wagner-gruppen, ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Gruppen har været en central del af Ruslands krig i Ukraine, og den står i forreste geled på russisk side i slaget om Bakhmut, en by i Donbas, hvor der før krigen boede omkring 70.000 mennesker.

Rusland har længe varslet, at en total erobring af byen har været forestående, men Prigozjin afviser nu, at det kommer til at ske inden for de næste par dage.

»Det er usandsynligt, at Bakhmut bliver erobret i morgen eller i overmorgen«, skriver han på beskedtjenesten Telegram.

»Bakhmut er ikke blevet erobret endnu. Der er en forstad, som hedder Samolet. Det er en uigennemtrængelig fæstning, der udgøres af en række lejlighedskomplekser, som ligger sydvest for Bakhmut. De hårdeste kampe pågår der lige nu«.

Bakhmut har været centrum for nogle af de blodigste slag i krigen mellem Ukraine og Rusland. Analytikere har ifølge AFP sået tvivl om byens strategiske vigtighed, men en sejr i byen kan alligevel være en vigtig sejr for Rusland, der på det seneste har lidt flere overraskende nederlag på slagmarken.

Den russiske regering har længe hævdet, at de russiske styrker gjorde fremskridt i byen, og at en reel erobring var lige på trapperne. Det fik torsdag Jevgenij Prigozjin til at tage til genmæle og afvise påstande om den seneste tids fremgang i Bakhmut. Han kritiserede i samme ombæring forsvarsministeriet for fejlagtigt at portrættere russiske retræter som, at landets styrker skulle have indtaget nye positioner.

Også den amerikanske tænketank The Institute for the Study of War (ISW) melder i sin daglige vurdering af krigen, at russerne har problemer ved Bakhmut. Ifølge ISW hævder russiske militærbloggere, at de russiske styrker er på retræte flere steder i området. Det stemmer overens med meldinger fra det ukrainske militær, som hævder at have overtaget initiativet og tvunget russerne i defensiven.

Ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her