I Texas fik skoleelever helt ned til fem år i sidste uge en børnebog med hjem, hvor Peter Plys og hans venner guider børnene igennem et skoleskyderi. Frustrerende, mener forælder.

Skolebørn i Texas fik en Peter Plys-bog om skoleskyderi med hjem

I bogen instruerer Peter Plys og hans venner skolebørn i, hvad de skal gøre i tilfælde af et skoleskyderi.   Foto: Cl**ny**/ap/ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
I bogen instruerer Peter Plys og hans venner skolebørn i, hvad de skal gøre i tilfælde af et skoleskyderi. Foto: Cl**ny**/ap/ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Mandag 15. maj kom Cindy Campos’ femårige søn hjem med en bog, han havde modtaget fra sin skole i Dallas, Texas. Ivrigt hev han den frem fra sin skoletaske og viste bogen til sin mor. Det var en Peter Plys-bog med en noget opsigtsvækkende tekst.:

’Stay safe’ – pas på dig selv – står der på bogens forside og ’run, hide, fight’ – løb, gem dig, kæmp’. En sætning, som amerikanske skolebørn efterhånden har hørt flere gange, og som de ved betyder, at de skal se at komme væk.

Bogen er tiltænkt som en slags guide til, hvad børnene skal gøre i tilfælde af et skoleskyderi. Til lokalmediet Oak Cliff Advocate fortæller Cindy Campos, at hun var usikker på, om hun skulle læse den op for sin søn, for hvordan skulle hun forklare alvoren i bogens indhold på en måde, så han var i stand til at forstå det? Og ifølge Cindy Campos fik hun intet at vide om bogen, før hendes søn kom hjem med den.

Bogen blev sendt ud en uge før årsdagen for skoleskyderiet på Robb Elementary School i Uvalde, Texas, hvor 19 elever og to lærere mistede livet for godt et år siden.

Cindy Campos er frustreret over bogens indhold, og hun føler, at Peter Plys-bogen er et symptom på et land, der er ved at acceptere de flere hundrede skoleskyderier, der har fundet sted de seneste år.

»Det er lidt som at få et slag i ansigtet«, siger Cindy Campos til The Washington Post.

»’Hey! Det er normalt nu. Her får I en bog om det’«.

Billeder fra bogen viser, hvordan Peter Plys gemmer sig i sin honningkrukke, og hvordan han hiver Grisling og Æsel efter sig. Billederne viser, hvad børnene skal gøre i tilfælde af et skoleskyderi, men Cindy Campos synes ikke, det giver mening at bruge Peter Plys til at forklare noget så alvorligt, siger hun til The Washington Post.

»Du kan ligesom ikke gemme dig i en honningkrukke. Min søn tænker ikke, at det her handler om våben«.

163 skoleskyderier

En børnebog om skoleskyderi er ikke noget, man ville se i de fleste lande, men i USA kan det give god mening. Alene i 2023 har der foreløbig været 163 skoleskyderier, viser tal fra K-12 database over skoleskyderier.

Tallene har været nogenlunde stabile fra 1970 til 2017, hvor der har været omkring 40 til 50 skoleskyderier om året, men i 2018 steg kurven, og den har været stigende lige siden. Fortsætter udviklingen på denne måde, regner man med, at året vil slutte med omkring 400 skoleskyderier. Sidste år var der 304.

Ad flere omgange har præsidenter forsøgt at komme problemet til livs. Senest holdt præsident Joe Biden en tale i forbindelse med femårsdagen for skoleskyderiet ved Santa Fe Highschool i Texas. Her sagde han blandt andet, at »vores børn bør fokusere på at lede verden inden for matematik og naturvidenskab – ikke lære at dukke sig«.

Ikran Abdiaziz Mohamed

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her