To mænd er blevet anholdt for en bortførelse af en 10-årig pige fra Frankrig, skriver Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi på det sociale medie Twitter. Anholdelsen skete i Rødbyhavn fredag eftermiddag klokken 14.30, lyder det.
Den 10-årige pige er i god behold hos de danske myndigheder, og politiet forventer at skulle fremstille de to mænd i grundlovsforhør lørdag.
Politiet oplyser ikke nærmere om, hvorvidt nogle af mændene har en relation til pigen.
Det fremgår ikke nærmere af det danske politis tweet, hvad der har gjort, at man kunne anholde mændene, og i hvilken grad man har samarbejdet med fransk politi. Det bliver heller ikke oplyst, om Frankrig har krævet de to mænd udleveret.
Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har ikke yderligere kommentarer, skriver det på Twitter.
ritzau




























