Ugandas nye lov mod homoseksualitet forbyder homoseksuelle handlinger og kan give dødsstraf. Joe Biden opfordrer til en øjeblikkelig tilbagerulning af loven.

Ugandas præsident underskriver kontroversiel homolov

Foto: Abubaker Lubowa/Ritzau Scanpix
Foto: Abubaker Lubowa/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Opdateret 23:07

Ugandas præsident, Yoweri Museveni, har mandag underskrevet en lov mod homoseksualitet.

Det mødes med fordømmelse fra menneskerettighedsorganisationer og grupper, der repræsenterer seksuelle mindretal.

»Den ugandiske præsident har i dag legaliseret statsstøttet homofobi og transfobi«, siger den ugandiske menneskeretsforkæmper Clare Byarugaba ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Det er en sort dag for LGBTQIA+ og deres allieredes menneskerettigheder«, skriver en anden ugandisk aktivist, Kasha Jacqueline Nabagesera, på Twitter.

Med loven er det ikke en forbrydelse at erklære sig homoseksuel, men det er ’homoseksuelle handlinger’, der kan give fængsel på livstid.

Hvis der er tale om gentagelsestilfælde, kan det medføre dødsstraf, skriver Reuters.

At smitte en seksuel partner med hiv kan også udløse dødsstraf.

Og hvis man kendes skyldig i at ’promovere’ homoseksualitet, kan det give 20 års fængsel.

I forvejen var forhold mellem to personer af samme køn forbudt i såvel Uganda som flere andre afrikanske lande.

Men den nye lov skærper straffene og bringer nu også dødsstraf ind i billedet.

Vedtagelsen af loven kommer trods advarsler fra nogle af Ugandas vigtige internationale partnere, heriblandt USA.

Det fik dog ikke den 78-årige præsident Museveni til at ryste på hånden, da han underskrev loven mandag.

Han har betegnet homoseksualitet som en ’afvigelse fra normen’ og havde opfordret landets politikere til at stemme for loven og ikke ligge under for ’imperialistisk’ pres.

Opbakning fra Kenya

I nabolandet Kenya er der opbakning blandt mange politikere, herunder parlamentsmedlem George Kaluma.

»Sikke en leder vi har i Afrika! Tillykke Uganda! Kenya følger jer i bestræbelserne på at redde menneskeheden«, skriver han på Twitter om Ugandas nye lov.

»Perversion skal behandles, ikke normaliseres!«.

Fire store organisationer – blandt dem FN’s UNAIDS – skriver i en fælles udtalelse, at Ugandas nye lov kan få skadelige konsekvenser for indsatsen mod hiv og aids.

»Ugandas fremskridt inden for hiv-indsatsen er nu i alvorlig fare«, skriver de fire organisationer.

De frygter, at den nye lov vil få konsekvenser for arbejdet med at nå ud til personer i risikogruppen. Det arbejde skal være med til at sikre, at hiv og aids ikke udgør en trussel mod folkesundheden.

»Den stigmatisering og diskrimination, der er forbundet med vedtagelsen af loven, har allerede medført reduceret adgang til forebyggende indsatser og behandling«.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, opfordrer til en øjeblikkelig tilbagerulning af loven, som han kalder ’en tragisk krænkelse af universelle menneskerettigheder’.

Biden truer samtidig med at skære i både bistanden til og investeringerne i det østafrikanske land, hvis det ikke sker.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her