Ukrainske styrker har ifølge Rusland generobret landsbyen Pjatykhatky, der ligger i regionen Zaporizjzja. Det er en sjælden indrømmelse fra russisk side af, at landet har tabt terræn i Ukraine.
»De ukrainske styrker er lykkedes med at få den (landsbyen, red.) under deres kontrol«, skriver Vladimir Rogov, der leder den russiske administration i regionen, på beskedtjenesten Telegram søndag.
Området bliver nu udsat for artilleriangreb fra russisk side med det mål at omringe ukrainske styrker, siger Rogov. Han bemærker, at der foregår voldsomme kampe. Samtidig melder ukrainske styrker om kampe i flere retninger ved fronten.
I sin daglige videotale søndag siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at Rusland ikke kun vil mislykkes med at erobre mere ukrainsk territorium, men at Rusland også vil miste territorium, som det kontrollerer nu.
»Der er intet alternativ, og der kommer ikke til at være et«, siger Zelenskyj.
Han siger, at ukrainske styrker skridt for skridt bevæger sig fremad for at befri deres land.
Både Ukraine og Rusland »lider et stort antal dødsfald«, mens hårde kampe foregår ved fronten, lyder det i det britiske forsvarsministeriums daglige efterretningsrapport søndag. Rusland siges at have oplevet et store antal tab af soldater siden kampen om Bakhmut i marts. Ministeriet har ikke sat antal på, hvor mange der er dræbt eller såret.
Rapporten fastslår, at de heftigste kampe foregår i Zaporizjzja, det vestlige Donetsk og nær Bakhmut.
»I alle disse områder fortsætter Ukraine med at forfølge offensive operationer og har gjort små fremskridt«, lyder det i rapporten.
Sydpå er det dog Rusland, der ofte har succes med »relativt effektive forsvarsoperationer«.
Splidsboel: Russiske medier melder om tilbageslag
Også de russiske medier er begyndt at nævne fremskridt på den ukrainske side. I løbet af weekenden har der eksempelvis været historier om små ukrainske fremskridt i Zaporizjzja-regionen i de russiske medier, fortæller Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.
Og det er nye takter, at de russiske medier ikke længere kun fokuserer på russiske sejre.
»Det kan skyldes, at de russiske myndigheder erkender, at den russiske befolkning ikke accepterer hvad som helst. De kan jo godt forstå, at når det trækker ud, er det, fordi det ikke går, som man ønskede«, siger han.
Dog er den grundlæggende fortælling i de russiske medier stadig, at det russiske militær har stor succes, understreger Flemming Splidsboel Hansen.
»Jeg tror ikke, vi skal regne med, at det er en ny kommunikationsstrategi. Man taler stadig ikke om tabstallene på russisk side. Men der har været en lille erkendelse af nogle mindre tilbageslag på kamppladsen«, siger han.
Ukraines generobring af landsbyen Pjatykhatky er dog endnu ikke kommet bredt ud i de russiske medier, påpeger Flemming Splidsboel Hansen.
Det ukrainske militær er i øjeblikket i gang med en offensiv, hvor det har sat vestlige våben ind for at tvinge russerne ud af Ukraine.
»Noget tyder på, at ukrainerne har noget fremdrift. Men der taler vi om, at de er rykket frem måske et par hundrede meter i løbet af en dag. Så det er forholdsvis stillestående stadig«, siger Flemming Splidsboel Hansen.
ritzau
fortsæt med at læse




























