Den 53-årige konservative Petteri Orpo er tirsdag formiddag som ventet blevet godkendt af Finlands parlament som ny statsminister. Han bliver dermed afløseren for den 37-årige socialdemokrat Sanna Marin, der på et tidspunkt var verdens yngste regeringsleder.
»Jeg takker jer inderligt for den tillid, som I har vist mig«, siger Orpo kort efter tirsdagens afstemningen i det finske parlament, Rigsdagen.
Orpo, der står i spidsen for Samlingspartiet, fortalte i sidste uge, at man var nået til enighed om at danne en højreorienteret regeringskoalition i Finland. Foruden Samlingspartiet består den af det nationalistiske parti De Sande Finner samt Svensk Folkeparti og Kristendemokraterne.
»Alle problemerne er blevet løst, og papirerne er klar«, sagde Orpo torsdag, da han kunne præsentere programmet for den nye regering.
Der var valg i Finland 2. april. Her blev Samlingspartiet det største parti i Rigsdagen med 48 af de 200 pladser. De Sande Finner kom på andenpladsen med 46 pladser, mens Socialdemokratiet og Sanna Marin fik 43.
For at sikre sit flertal har Petteri Orpo inkluderet Svensk Folkeparti, som vandt ni mandater, og Kristendemokraterne og dettes fem pladser. Det giver den nye regering et flertal på 108.
Ritzau
fortsæt med at læse




























