Den rustne blå fisketrawler er sunket til bunds, og rednings- og eftersøgningsarbejdet er indstillet. Men der er fuld gang i granskningen af, hvad der egentlig skete, da op mod 750 flygtninge og migranter for en uge siden forulykkede i Middelhavet cirka 90 kilometer ud for den sydgræske by Pylos.
Der er i alt 104 overlevende passagerer – fra Syrien, Egypten, Afghanistan, Palæstina og Pakistan – som nu er bragt til modtagecentre nord for Athen. 81 er indtil videre fundet døde. Et ukendt antal, velsagtens mere end 500 mennesker, er stadig savnet. De fleste af dem ligger formentlig med båden på bunden af havet – mange kvinder og børn var låst inde i lastrum i skibets nederste del, forlyder det.




























