Ifølge det russiske forsvarsministerium kan Gerasimov ses på en video under et møde i søndags. Videoen er dog ikke uafhængigt bekræftet.

Rusland deler første video af hærchef efter mytteri

Lyt til artiklen

Den russiske generalstabschef, Valerij Gerasimov, kan for første gang siden et fejlslagent mytteri fra Wagner-gruppen ses offentligt i en video, som det russiske forsvarsministerium har offentliggjort.

Ifølge ministeriet kan Gerasimov ses under et møde søndag. Dette er dog ikke uafhængigt bekræftet.

Her befinder han sig i et militært kommandorum, hvor han taler med topgeneraler og giver ordrer til folk, blandt andet lederen af den militære efterretningstjeneste GRU.

Ministeriet bruger hans nuværende titel, generalstabschef, til at henvise til ham.

Videoen viser, at han har beholdt sit job efter hård kritik fra nationalister og Wagner-chef Jevgenij Prigosjin.

I videoen bliver han blandt andet briefet om et ukrainsk raketangreb på Krim-halvøen, oplyser Rusland, som hævder at have afværget angrebet.

Rusland annekterede Krim efter blandt andet en meget omstridt folkeafstemning, der af Vesten og Ukraine anses for at være svindel.

67-årige Gerasimov anses for at være den tredjemest magtfulde mand i det russiske militær efter præsident Vladimir Putin og forsvarsminister Sergej Sjojgu.

Mange nationalistiske militærbloggere har kritiseret Gerasimov for, at Rusland ikke har været i stand til at tage kontrol over sit naboland, der er langt mindre.

Både Gerasimov og Sjojgu var genstand for Wagner-chef Jevgenij Prigosjins vrede, da han iværksatte et kortvarigt mytteri 23. og 24. juni. Prigosjin krævede deres afgang.

Gerasimov er ikke blevet set offentligt siden tidligt i juni. Han havde ingen offentlige optrædener under mytteriet, som Prigosjin endte med at afslutte efter en march mod Moskva.

Det gjorde Prigosjin efter et løfte om, at han kunne gå i eksil, og at Wagner-soldater ikke ville blive retsforfulgt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her