Politiets aktioner mod narkokriminalitet i Brasilien har kostet adskillelige menneskeliv de seneste dage.

45 døde efter politiaktioner mod narkokriminelle i Brasilien

Protester mod politiet efter aktionen i Guarujá, hvor 14  mennesker blev dræbt. Foto: Allison Sales/Ritzau Scanpix
Protester mod politiet efter aktionen i Guarujá, hvor 14 mennesker blev dræbt. Foto: Allison Sales/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Mindst 45 personer er blevet dræbt i forbindelser med politiaktioner mod narkobander i Brasilien i løbet af de seneste dage.

Det skriver det britiske medie BBC.

Politiet oplyser, at en skudveksling i Rio de Janeiro endte med at koste mindst ti personer livet.

Tidligere er 16 personer døde i sammenstød under en fem dage lang politiaktion i São Paulo. I den nordøstlige stat Bahia er 19 mistænkte personer blevet dræbt siden fredag, skriver BBC.

58 personer er derudover anholdt i forbindelse med aktionen i Bahia. Den blev iværksat, efter at et medlem af politiets specialstyrke blev dræbt torsdag i byen Guarujá.

Ifølge lokale medier har politiet beslaglagt 385 kilo narkotika samt våben.

Aktionen i Guarujá er blevet kritiseret af den brasilianske justitsminister, Flavio Dino. Ministeren mener ikke, at aktionen er proportionel med kriminaliteten i området.

Ifølge menneskerettighedsorganisationen Amnesty International er der ’klare’ tegn på, at politiaktionen har fundet sted for at hævne betjentens død.

Flere stemmer kalder på uvildige undersøgelser af politiet i Brasilien, hvor sikkerhedsstyrker er blevet anklaget for at bryde menneskerettighederne i kampen for at komme narkokriminalitet til livs.

Politiet oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at de nylige aktioner i Rio de Janeiro blev iværksat, fordi der var meldinger om et møde mellem højtstående bandeledere.

»Sammenstødet skete, fordi politistyrker blev angrebet af bevæbnede personer på stedet«, oplyser politiet i en udtalelse.

To politibetjente meldes også såret, men er i stabil tilstand, skriver AFP.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her