Oplysninger om navn og arbejdssted på alle betjente i Nordirland er ved uheld blevet delt med offentligheden.

Alle nordirske politifolks efternavne blev offentliggjort ved en fejl

Ved en fejl lå alle nordirske politibetjentes efternavn, initialer og arbejdssted offentligt tilgængeligt på nettet i over to timer i et svar på en anmodning om en aktindsigt. Foto: Gregorio Borgia/Ritzau Scanpix
Ved en fejl lå alle nordirske politibetjentes efternavn, initialer og arbejdssted offentligt tilgængeligt på nettet i over to timer i et svar på en anmodning om en aktindsigt. Foto: Gregorio Borgia/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Politiet i Nordirland har ved et uheld delt oplysninger om navn og arbejdssted på alle medlemmer af politistyrken i forbindelse med et databrud, skriver nyhedsbureauet Reuters. Ifølge politiet er lækket til »stor bekymring« for betjente, som ofte er i søgelyset hos militante grupper.

Efternavn, initialer, arbejdssted samt oplysninger om, hvilken afdeling den enkelte betjent tilhører, blev ved en fejl inkluderet i et svar på en anmodning om aktindsigt. Informationerne lå offentligt tilgængelige i mere end to timer, inden de blev fjernet igen, oplyser politiet i Nordirland.

Der er ikke på nuværende tidspunkt noget, der tyder på, at betjentenes sikkerhed er i fare, oplyser Chris Todd, der er et højtstående medlem af den nordirske politistyrke, på en pressekonference. Ikke desto mindre er betjentes oplysninger i Nordirland særligt sensitive, »fordi mange går langt og gør alt i deres magt for at beskytte deres politiidentitet og rolle«, lyder det fra Police Federation of Northern Ireland, som repræsenterer betjentene, i en udtalelse.

»Det begrænser sig til efternavn og initialer, men det er stadigvæk til stor bekymring for mange af mine kolleger. Det ved jeg, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at afbøde enhver sikkerhedsrisiko, der må blive identificeret«, siger Todd.

Forhøjet trusselsniveau efter attentat

Den britiske efterretningstjeneste MI5 har hævet trusselsniveauet i Nordirland til alvorligt – det betyder at et hjemligt terrorangreb kan forekomme. Justeringen i trusselsniveauet kommer, efter at en betjent i februar uden for tjeneste blev alvorligt såret i et skudangreb, som IRA stod bag.

IRA, Irish Republican Army, er en halvmilitær oprørsgruppe, der under The Troubles kæmpede for et forenet Irland. The Troubles henviser til en væbnet konflikt mellem proirske og probritiske militante.

Selv om en fredsaftale under navnet Langfredagsaftalen i store træk stoppede tre årtier med sekterisk vold i 1998, bliver politibetjente stadig udsat for sporadisk vold.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her