Det gælder om at have tålmodighed, siger amerikansk militæranalytiker om situationen på slagmarken i Ukraine.

Et lille ukrainsk angreb fra syv små både viser, hvordan det går med den stort anlagte modoffensiv

Den ukrainske modoffensiv går trægt, blandt andet fordi russerne har strøet masser af miner ud langs fronten, som først skal fjernes.  Arkivfoto Murad Sezer
Den ukrainske modoffensiv går trægt, blandt andet fordi russerne har strøet masser af miner ud langs fronten, som først skal fjernes. Arkivfoto Murad Sezer
Lyt til artiklen

Den ukrainske modoffensiv er langtfra gået, som mange havde håbet. Selv om de ukrainske soldater er blevet udstyret med topmoderne våben fra Vesten, er det kun i begrænset omfang lykkedes at gennembryde de russiske forsvarslinjer og trænge invasionshæren tilbage i den sydlige og østlige del af landet.

At det går langsomt, viser den seneste opdatering fra den militære tænketank Institute for the Study of War (ISW).

Hvor det sidste efterår lykkedes ukrainerne at befri flere tusinde kvadratkilometer besat land omkring storbyen Kharkiv i det nordøstlige Ukraine på få dage, rykker de ukrainske soldater i dag kun ganske langsomt frem, blandt andet fordi russerne har strøet tusindvis af miner ud langs fronten.

Det gælder også i den sydlige del af landet, hvor ISW på baggrund af meldinger fra normalt troværdige russiske militærbloggere fortæller, at ukrainerne tirsdag landsatte en lille gruppe soldater fra syv små både på den østlige del af Dnepr-floden, som er under russisk kontrol.

I hver båd var der seks-syv ukrainske soldater, som det angiveligt lykkedes at trænge 800 meter ind på det russisk-kontrollerede område, inden de kom i ildkamp med russiske styrker, som ifølge militærbloggerne slog det ukrainske angreb tilbage.

Zelenskyj: Fjenden frygter os

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, erkender da også, at fremskridtene er små:

»Modoffensiven er svær. Det går nok langsommere, end nogle ønsker«, sagde han tirsdag i en interview-seance med en række medier fra Latinamerika.

Den ukrainske præsident fastholder dog optimismen. Nok er de ukrainske soldater udmattede af mange måneders kamp for fædrelandet, men modsat russerne er de ikke bange:

»Der er træthed i vore øjne, men der er frygt i deres (russernes, red.). Og det er to meget forskellige ting«, siger Zelenskyj.

Pensioneret generalløjtnant Mark Hertling, der tidligere har tjent som øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Europa, arbejder i dag som militæranalytiker for det amerikanske medie CNN. Han finder det alt for tidligt at konkludere, at modoffensiven er slået fejl, og påpeger, at situationen er helt anderledes, end da man slog russerne tilbage omkring Kharkiv sidste efterår.

Dels er der tale om en langt mere kompleks situation, hvor man har indsat en række brigader og kæmper på flere frontafsnit, dels har russerne haft måneder til at styrke deres forsvarsværker og forberede sig på det ukrainske modangreb.

Tilsammen kræver det tålmodighed fra ukrainsk og vestlig side, lyder det fra Mark Hertling.

»Mange analytikere troede heller ikke, at Ukraine kunne standse Rusland i begyndelsen af krigen. Der er en masse skepsis lige nu, men det, som Ukraine er i gang med, er det allersværeste, og det vil tage lang tid«, siger han.

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her