Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har fredag fyret alle regionale militærledere i de ukrainske rekrutteringscentre, skriver nyhedsbureauet Reuters. De er fyret på grund af bekymringer om mulig korruption.
»Det her system skal drives af folk, der ved, præcis hvad krig er, og ved, hvorfor kynisme og bestikkelse under krig er forræderi«, siger Zelenskyj.
Regeringen i Ukraine har gjort bekæmpelse af korruption til en topprioritet under krigen mod Rusland, der snart har stået på i halvandet år.
Ifølge Zelenskyj er det den ukrainske topgeneral Valerij Zaluzjnyj, der bliver ansvarlig for at få implementeret fyringerne. Nye kandidater skal godkendes af den ukrainske sikkerhedstjeneste, SBU.
Det er ikke umiddelbart oplyst, hvor mange militærledere der i alt er blevet fyret som del af Zelenskyjs udmelding fredag.
Opdateres ...
ritzau
fortsæt med at læse


























