Mindst 28 russiske missiler har tirsdag haft kurs mod Ukraine. 16 af dem blev ødelagt af Ukraines luftvåben.

Mindst tre er dræbt: Lokale kalder luftangreb mod det vestlige Ukraine for det største siden krigens begyndelse

Russiske missiler slog tirsdag morgen ned i Lviv i det vestlige Ukraine. Der er foreløbig ingen meldinger om dræbte. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Russiske missiler slog tirsdag morgen ned i Lviv i det vestlige Ukraine. Der er foreløbig ingen meldinger om dræbte. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 10.20.

Rusland har tirsdag udført et stort luftangreb mod vestlige regioner i Ukraine. Lviv i vest og Volyn i nordvest er blevet ramt. Begge regioner grænser op til Nato-landet Polen. Også Khmelnytskyj-regionen er ramt, forlyder det ifølge Kyiv Independent.

Mindst tre er dræbt, mens flere er såret i angrebet mod Volyn. Det oplyser guvernør i regionen Jurij Pohuljajko tirsdag morgen på beskedtjenesten Telegram. De tre dræbte er i byen Lutsk, som ligger mindre end 100 kilometer fra Ukraines grænse til Polen, oplyser byens borgmester ifølge AFP.

Der er foreløbig ikke meldinger om nogen dræbte i Lviv, men mere end 100 boliger er beskadiget. 500 vinduer er blevet ødelagt, og en børnehaves legeplads er blevet ødelagt.

»Mange missiler blev skudt ned, men nogle ramte også Lviv«, siger Andrij Sadovyj, byens borgmester, på Telegram.

Han tilføjer, at folk fra mindst en lejlighedsbygning er blevet evakueret.

Borgmesteren har også lagt en video op, hvor han står foran et krater uden for et lejlighedsbygning, hvor alle vinduerne er sprængt i stykker.

16 ud af mindst 28 russiske missiler blev skudt ned, oplyser Ukraines luftvåben tirsdag morgen. Det uddyber ikke, hvor mange af missilerne der var rettet mod Lviv og Volyn.

På baggrund af de foreløbige informationer kalder ukrainske medier tirsdagens angreb for det største luftangreb mod Lviv-regionen siden begyndelsen af den russiske invasion i februar 2022.

De to ramte regioner ligger begge langt fra frontlinjen i øst. Frem til juli i år har Lviv-regionen sluppet for de fleste russiske luftangreb. Men i juli blev syv personer dræbt, da et missil ramte en boligbygning i regionen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her