Tusindvis af indbyggere fra byen Yellowknife i Canada er blevet evakueret til den sydlige del af landet på grund af naturbrande.

Naturbrande sætter gang i evakuering af tusindvis af canadiere fra byen Yellowknife

»Jeg troede aldrig, at denne dag skulle komme«, siger kvinde, hvis familie blev fløjet 1700 kilometer væk. Foto: Paige Taylor White/Ritzau Scanpix
»Jeg troede aldrig, at denne dag skulle komme«, siger kvinde, hvis familie blev fløjet 1700 kilometer væk. Foto: Paige Taylor White/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tusindvis af indbyggere fra byen Yellowknife i det nordlige Canada er i de seneste døgn blevet evakueret til den sydlige del af landet, fordi naturbrande er nået til udkanten af deres by.

Crystal Sangris sov næsten ikke i tre døgn, da hun fulgte brandene i store skovområder komme nærmere og nærmere på hendes hjemby. Da hun fik besked om, at hun skulle evakueres fra stedet, var hun på sammenbruddets rand, siger hun til AFP.

»Jeg troede aldrig, at denne dag skulle komme«, sagde hun til AFP, da hun var blevet fløjet ud af Yellowknife og landede i Calgary.

»Jeg ville ikke væk fra mit hjem, og jeg brød sammen i gråd«, siger hun.

Den 33-årige blev evakueret fredag sammen med sin mand og deres tre børn. Familien blev fløjet til Calgary, som ligger 1.700 kilometer fra brandene.

Calgarys lufthavn i Alberta, som er naboprovins til Northwest Territories, hvor Yellowknife ligger ved søen Great Slave Lake.

Brandene er omkring 15 kilometer fra Yellowknife, som siden 1967 har været regional hovedstad i Northwest Territories. Brandene kan nå frem til byen i løbe af weekenden – navnligt fordi vejrforholdene har vanskeliggjort brandfolkenes kamp mod flammerne.

Flammerne er ikke det eneste problem.

»Den tykke røg er også en grund til, at folk tager væk eller blive evakueret«, siger borgmesteren i Yellowknife, Rebecca Alty.

Evakueringen af beboerne i byen Yellowknife er blot det seneste kapitel i en sommer med skovbrande i Canada, der allerede nu er langt værre, end der tidligere er set i landet. I år har Canada haft rekordmange skovbrande. Mere end 5.700 brande har afsvedet over 137.000 kvadratkilometer. Ifølge tal fra organisationen CIFCC var der torsdag registreret knap 1.070 aktive brande spredt ud over store dele af landet. Af dem var knap to tredjedele ude af kontrol.

Frivillige og lokale embedsmænd modtager de mange evakuerede og ser til, at de får vand og mad, inden de blive indkvarteret på hoteller eller på nødcentre.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her