Et fly af en type, der ofte anvendes til luftakrobatik, er styrtet ned. Tilstand på ombordværende kendes ikke.

Fly med to personer om bord styrter ned nord for Oslo

Lyt til artiklen

Et fly med to personer om bord er mandag styrtet ned i Norge.

Det oplyser norsk politi.

Flyet er styrtet ned lidt under 100 kilometer nord for Oslo ved en lufthavn ved byen Reinsvoll.

En lægehelikopter er kaldt til stedet. Der er ikke umiddelbart oplysninger om personernes tilstand.

»Vi har mange ressourcer på stedet, efter at vi har lokaliseret et mindre fly, som er styrtet ned«, siger operationsleder Kristian Bjaanes fra Innlandet politidistrikt.

Han oplyser, at der hverken er set flammer eller røg.

Politiet skriver, at den flytype, som er styrtet ned, er en type, der ofte anvendes til luftakrobatik.

Det var kort efter klokken 19, at politiet oplyste, at det var ved at undersøge et muligt flystyrt, da vidner havde hørt et brag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her