Soldater fra den ukrainske hær er brudt igennem den russiske front flere steder de seneste dage. Amerikanske regeringskilder betegner gennembruddene som »bemærkelsesværdige«.

De ukrainske styrker har ifølge USA de seneste 72 timer gjort visse »bemærkelsesværdige« fremskridt

Ukrainske soldater fra 'Skala'-bataljonen rykker ind i landsbyen Robotyne, der ligger i den sydlige Zaporizhzhia-region. Foto: Skala' Of The Ukrainian Armed Fo/Ritzau Scanpix
Ukrainske soldater fra 'Skala'-bataljonen rykker ind i landsbyen Robotyne, der ligger i den sydlige Zaporizhzhia-region. Foto: Skala' Of The Ukrainian Armed Fo/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ukraine har gjort »bemærkelsesværdige fremskridt« ved den sydlige front i de seneste 72 timer. Sådan lyder det fra talsmanden for Det Nationale Sikkerhedsråd i Det Hvide Hus, John Kirby.

Fredag lød det fra den ukrainske hær, at landets styrker har brudt den første russiske forsvarslinje flere steder på den sydlige front. Men ifølge John Kirby er gennembruddene endnu dybere.

»De har opnået visse fremskridt mod den anden linje af russiske forsvar« siger John Kirby og tilføjer, at det er op til Ukraine, hvordan de vil udnytte disse fremskridt, skriver The Guardian.

Lørdag understregede den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj ligeledes, at Ukraine har medvind på slagmarken.

»Ukrainske styrker rykker fremad. På trods af alt og uanset, hvad nogen siger, avancerer vi, og det er det vigtigste. Vi er i bevægelse«, skriver Zelenskyj på det sociale medie ’X’.

Meldingerne kommer, efter at vestlige militæranalyser de seneste dage har vist, at de ukrainske styrker er trængt flere kilometer gennem de russiske linjer mellem landsbyerne Robotyne og Verbove i Zaporizjzja-regionen i det sydlige Ukraine. Robotyne blev genindtaget af Ukraine denne uge, mens der fortsat er kampe i Verbove.

Ifølge den amerikanske tænketank Institute for the Study of War afviser russiske kilder, at de ukrainske styrker har gjort fremskridt i området. De hævder derimod, at de russiske styrker har afvist angrebene omkring Robotyne og Verbove.

Ukraines mål er at avancere direkte mod syd til Det Azovske Hav og dermed afskære Rusland fra den besatte Krimhalvø.

Svært befæstet front

De russiske styrker har etableret lange og dybe barrierer for at bremse Ukraines fremrykninger mod syd, herunder tankfælder, minefelter og andet forsvar. Men de seneste rapporter tyder på, at Ukraine nu har haft held til at bryde gennem en del af den stærkt befæstede forsvarslinje.

Den ukrainske viceforsvarsminister, Hanna Maliar, understreger dog, at de russiske styrker står stærkt på fronten. Hun fortæller, at de ukrainske styrker har kæmpet for at avancere gennem kraftigt minedækkede områder i næsten tre måneder, og at de nu er stødt på store russiske forsvarsbefæstninger.

»Vores væbnede styrker skal overvinde mange forhindringer for at komme videre«, siger Hanna Maliar til ukrainsk tv fredag.

Der har ligeledes været voldsomme kampe i landsbyerne omkring Bakhmut i det østlige Ukraine, der blev erobret af russiske styrker i maj. Men det er svært at fastslå, om der er gjort fremskridt, fortæller Hanna Maliar.

»I løbet af en enkelt dag kan positioner mellem de to sider ændre sig flere gange«, siger hun.

Ukraines modoffensiv har endnu ikke generobret nogen større byer, selv om de har genindtaget en række landsbyer.

Jonas Pröschold

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her