Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har blikket stift rettet mod ’det globale syd’ under FN’s generalforsamling, hvor Danmark håber at blive optaget i FN’s mest magtfulde organ: Sikkerhedsrådet. Udsigterne ser »ganske fornuftige ud«, vurderer han.
Med sig har han en dansk støtte til at reformere de internationale beslutningsorganer, hvor de nye politiske og økonomiske stormagter skal blive bedre repræsenteret, og en dansk vilje til at indgå »mere ligeværdigt samarbejde« med afrikanske lande, uanset om det er demokratier eller militærdiktaturer.




























