En 21-årig mand, der afventer en retssag om terroranklager og muligt brud på loven om statshemmeligheder og følsom information, er onsdag morgen flygtet fra et fængsel i London.
Det oplyser Londons Metropolitan Police på det sociale medie X.
Her har politiet udsendt en appel til offentligheden om at komme med informationer om, hvor han opholder sig.
Politiet har indledt en menneskejagt på manden, der blandt andet mistænkes for at have anbragt falske bomber ved en militærbase.
Han står også over for anklager om i august 2021 at have forsøgt at »fremskaffe information af en art, der kan være brugbar for en person, som vil udføre eller planlægger at udføre en terrorhandling«.
Manden menes ifølge politiet fortsat at befinde sig i London-området.
Politiet afviser dog ikke, at han er taget længere væk.
Offentligheden rådes til ikke at nærme sig ham. Folk skal i stedet ringe til politiet, hvis de møder ham.
»Vi har ikke nogen informationer, der indikerer, at han udgør en fare for den bredere offentlighed, eller nogen grund til at tro dette, siger Dominic Murphy, leder af Metropolitan Polices antiterrorenhed.
ritzau
fortsæt med at læse




























