Der er ikke nogen tegn på, at Rusland bevidst har sendt en drone ind i Rumænien, siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.
Udmeldingen kommer under en debat i EU-Parlamentet torsdag. Her fik Stoltenberg en række spørgsmål fra EU-Parlamentets medlemmer.
Blandt andet til meldingerne fra Rumænien om en mulig russisk drone. Rumæniens præsident, Klaus Iohannis, kaldte det onsdag en »alvorlig krænkelse« af rumænsk suverænitet, hvis det bliver bekræftet, at vragdelene stammer fra en russiske drone.
Uanset udfaldet af undersøgelsen er der dog ikke tegn på, at Rusland bevidst ønsker at angribe Nato, siger Stoltenberg.
»Rumænien har informeret om, at vragdele muligvis fra en drone er fundet på grænsen til Ukraine. Det bliver nu undersøgt. Det understreger risikoen for episoder og uheld, men der er ikke tegn på, at det var intentionelt fra Ruslands side«, siger Stoltenberg.
Nato er en forsvarsalliance, og man ønsker under ingen omstændigheder en direkte krig med Rusland. Det har Stoltenberg gentagne gange understreget. Det springende punkt vil dog blive, om Rusland bevidst angriber et Nato-land. I det tilfælde vil Natos artikel 5 blive aktiveret, og Nato vil ifølge Stoltenberg forsvare »hver tomme« af alliancens territorium.
Indtil videre er der dog ingen tegn på, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, ønsker en direkte konfrontation med Nato. Men Nato er ifølge Stoltenberg klar i tilfælde af et russisk angreb:
»Vi har set mange kampe og også luftangreb tæt på Nato-landes grænser. Vi har også haft andre episoder i Polen og andre steder. Derfor har vi øget vores beredskab. Vi overvåger tæt, hvad der sker ved grænserne. Vi har også øget tilstedeværelse i den østlige del af alliancen«, siger Stoltenberg.
Ifølge Nato’s generalsekretær informerede Rumænien onsdag de øvrige Nato-lande om den mulige russiske drone samt om den fortsatte undersøgelse.
»Nu afventer vi udkommet af den undersøgelse, som fortsat pågår«, siger Stoltenberg.
ritzau
fortsæt med at læse




























