Russere så forundrede til, mens Kims folk længe børstede og sprøjtede leders stol, og så kasserede den.

Russiske livvagter kiggede forundrede til, mens deres nordkoreanske kolleger tjekkede stol under topmøde

Kim Jong-un og Vladimir Putin i de stole, de endte med at sidde i.  Foto: Str/Ritzau Scanpix
Kim Jong-un og Vladimir Putin i de stole, de endte med at sidde i. Foto: Str/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

De sikkerhedsfolk, som den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, havde med til mødet med præsident Vladimir Putin i den fjernøstlige del af Rusland, havde især rettet opmærksomheden mod den stol, som deres leder skulle sidde i.

De brugte mange minutter på at spraye og polere en stol, inden Kim skulle have sit direkte møde med Putin.

Det rapporterer den russiske avis Kommersant, der tydeligvis opfattede optrinnet som lettere komisk.

På en video, som avisen gengiver, kan man se, hvordan de nordkoreanske sikkerhedsfolk iført hvide handsker tørrer sædet, armlænet, stolebenene og et område omkring den sorte stol.

Det bliver overværet af russiske livvagter, der kigger lettere forundret til.

Der bliver herefter givet ordre til en anden nordkoreansk vagt om at gå i gang med at desinficere stolen med en ukendt substans.

»Stolen, fremgik det, var nordkoreanernes største bekymring«, konstaterer avisens Kreml-korrespondent, Andrej Kolesnikov.

Ny stol helt magen til skaffet

Men det viste sig, at Kims sikkerhedsfolk – der var cirka 100 af dem – ikke var tilfreds med den første stol, som var blevet båret ind. Derfor skaffede man en ny, der var helt magen til.

»Derefter børstede en nordkoreansk ansat stolen, som var beregnet for Kim Jong-un, i adskillige minutter og uden stop og iført sine handsker. Og efter lugten af dømme desinficerede han den«, skriver Kolesjnikov.

»Til sidst var det et spørgsmål om liv eller død for dem, men ikke for deres leder«, konstaterer han.

Onsdagens topmøde mellem Putin og Kim handlede om militære spørgsmål. krigen i Ukraine og mulig russisk hjælp til Nordkoreas satellitprogram.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her