I marts 2016 detonerede flere bomber i den belgiske hovedstad. Over 30 døde, og hundredvis blev såret.

Tiltalte i terrorsag i Bruxelles i 2016 får 20 år til livstid

Salah Abdeslam tegnet i en fransk retssal i september 2021.  Foto: France Televisions/Ritzau Scanpix
Salah Abdeslam tegnet i en fransk retssal i september 2021. Foto: France Televisions/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Flere personer er i en retssag om terror-bombeanslag i Bruxelles i 2016 fredag blevet idømt straffe på 20 års fængsel til livstid.

Det er sket ved en belgisk domstol, skriver det belgiske nyhedsbureau Belga.

Ved angrebene i Bruxelles 22. marts 2016 blev der detoneret to bomber i lufthavnen og en tredje på en metrostation. 32 mennesker blev dræbt.

En af personerne er den fransk-marokkanske Salah Abdeslam, som er blevet dømt skyldig i at have medvirket til angrebene i Bruxelles.

Han er tidligere idømt fængsel på livstid for sin rolle i terrorangrebene i Paris 13. november 2015, hvor 130 mennesker blev dræbt.

Ved retssagen i Bruxelles blev det afgjort, at hans straf fra terrorangrebene i Paris er tilstrækkelig, og han er ikke idømt yderligere straf.

Abdeslam var på flugt i flere måneder efter angrebene i Paris. Han blev anholdt fire dage før angrebene i den belgiske hovedstad.

Myndighederne i Belgien og i Frankrig har ment, at det er den samme belgisk baserede terrorcelle, der begik det store angreb i Paris den 13. november 2015 og det i Bruxelles i 2016.

Ved attentatet i Paris mod blandt andet spillestedet Bataclan og caféer blev 130 mennesker dræbt.

Retssagen mod i alt otte tiltalte var den største i Belgiens historie. Formelt blev den allerede indledt i september sidste år.

De dømte blev fundet skyldige i anklagerne mod dem 25. juli af et belgisk nævningeting, som afsagde dom efter 18 dages overvejelser.

De blev fundet skyldige i drab, drabsforsøg og for at have deltaget i en terrorhandling.

To selvmordsterrorister sprængte sig selv i luften i Zaventem-lufthavnen i Bruxelles, mens en tredje udløste sin bombe på metrostationen Maelbeek.

Bomberne sårede over 300 mennesker.

Islamisk Stat tog skylden for angrebet i Bruxelles i marts 2016.

I årene efter døde yderligere fire mennesker, som ifølge dommerne i sagen ikke ville være døde, hvis det ikke havde været for deres kvæstelser.

Blandt dem er en kræftpatient, som blev såret ved angrebet i metrostationen. På grund af sine sår kunne vedkommende ikke fortsætte sin kræftbehandling.

Det førte til, at kræftsygdommen tog til og endte med at koste vedkommende livet i oktober 2017, halvandet år efter terrorangrebet.

Derfor har domstolen fastsat det officielle dødstal til 36 ifølge Le Soir.

Opdateres

/ritzau/Reuters

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her