Den fremtrædende thailandske aktivist Arnon Nampa er tirsdag blevet idømt fire års fængsel, fordi han har sagt, at det magtfulde thailandske kongehus skal reformeres.
Det melder hans advokat og en dommer om.
Nampa er menneskerettighedsadvokat og blev landskendt i Thailand, da gaderne i 2020 var fyldt med demonstranter, som krævede samfundsreformer i det sydøstasiatiske land.
Arnon Nampa brød med et udbredt tabu i Thailand, da han sagde, at kongehusets, og i særdeleshed den thailandske konges, magt i samfundet skulle være op til offentlig debat.
Thailand har en af verdens strengeste lovgivninger for majestætsfornærmelse. Kritik af kongen kan i de værste tilfælde udløse helt op mod 15 års fængsel.
ritzau




























