En mand i midten af 20’erne er tirsdag eftermiddag blevet alvorligt såret af skud uden for en butik i den sydsvenske by Malmø.
Det oplyser svensk politi.
Politiet fik besked om skyderiet lidt før klokken 16.30 tirsdag.
»Vi har afspærret området og er i gang med at afhøre vidner«, siger Rickard Lundqvist, der er pressetalsmand i politiets sydlige region.
Skyderiet skete ved Stadiongatan i Malmø.
Hændelsen efterforskes som drabsforsøg. Ingen er blevet pågrebet.
Skyderiet er det seneste i en række af skyderier i Sverige. Tendensen tilskrives eskalerende bandekriminalitet flere steder i landet.
Tirsdag formiddag meddelte justitsminister Gunnar Strömmer, at øget kameraovervågning skal dæmme op for den stigende bandekriminalitet.
Ifølge regeringen skal politiet have 2500 kameraer næste år i stedet for 1600, som var den oprindelige plan.
Antallet af kameraer vil dermed være femdoblet, siden den nye regering tiltrådte for godt et år siden, oplyser justitsministeren ifølge SVT Nyheter.
»Det handler blandt andet om, at politiet skal kunne anvende ansigtsgenkendelse for at identificere bandemedlemmer og automatisk aflæsning af nummerplader«.
»Desuden skal politiet have direkte adgang til ekstern kameraovervågning via blandt andet vejkameraer«, sagde justitsministeren på et pressemøde tirsdag.
Planerne om overvågning skal behandles som hastesag i regeringen.
Den svenske regering har også valgt at inddrage Forsvaret for at hjælpe med at bekæmpe den igangværende ’voldsbølge’.
Det fortalte statsminister Ulf Kristersson på et pressemøde i sidste uge.
»Den voldsbølge, vi ser, er uden fortilfælde i Sverige og Europa, og intet andet land har en situation som den, vi ser i Sverige«.
»Politiet kan ikke gøre alt selv«, sagde statsministeren.
ritzau
fortsæt med at læse




























