Ifølge et italiensk medie skete ulykken, hvor bus kørte ud over motorvejsbro, omkring klokken 19.30 tirsdag.

»Det er en tragedie af enorme proportioner«: Mindst 21 personer er omkommet i busulykke ved Venedig

Foto: Marco Sabadin/Ritzau Scanpix
Foto: Marco Sabadin/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret onsdag kl. 9.35.

Mindst 21 personer - deriblandt to børn - blev dræbt tirsdag aften, da en bus kørte ud over en motorvejsbro i den norditalienske by Mestre nær Venedig. Et stort antal personer blev kvæstet ved ulykken.

»Bussen styrtede ned fra broen og landede på taget. Det havde frygtelige følger, da den faldt 10 meter«, siger Mauro Luongo, som leder Venedigs brandmandskorps.

Bussen, der kørte på metan, kom fra Venedigs historiske centrum og var på vej mod en campingplads. Bussen brød i brand, da den styrtede ned fra broen, som førte over en jernbanestrækning.

Den lokale guvernør i Venedig, Luca Zaja, siger, at mange personer blev hårdt kvæstet.

»Det er en tragedie af enorme proportioner«, siger han.

En lokal embedsmand siger, at der blandt de omkomne var ukrainske turister, mens det italienske nyhedsbureau Ansa skrev om tyske og franske samt kroatiske statsborgere.

I en udtalelse udtrykker den italienske premierminister, Giorgia Meloni, sin medfølelse til ofrene og deres familier.

»Jeg og regeringen har den dybeste medfølelse, i forhold til den ulykke der er sket i Mestre. Vores tanker går til ofrene og deres familier«, lyder det.

Premierministeren siger videre, at hun følger udviklingen og er i kontakt med Venedigs borgmester.

De lokale myndigheder har ifølge lokale medier igangsat en protokol omkring »en større nødsituation«, der gør det muligt at bruge alle skadestuer og sygehuse i nærheden samt at indkalde ekstra personale til at håndtere sagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her