Beboere i en landsby var samlet til mindehøjtidelighed, da et russisk angreb ramte. Mindst 51 er dræbt, og 6 er såret.

Mange lig i gaderne i ukrainsk landsby: Et af de mest dødelige angreb siden krigens begyndelse koster 51 civile livet

300 indbyggere var samlet til en mindehøjtidelighed, da et russisk angreb førte til, at mindst 51 personer mistede livet i landsbyen Hroza nær Kharkiv. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
300 indbyggere var samlet til en mindehøjtidelighed, da et russisk angreb førte til, at mindst 51 personer mistede livet i landsbyen Hroza nær Kharkiv. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 22.03.

51 mennesker er dræbt i et russisk angreb i Kharkiv-regionen i det nordøstlige Ukraine torsdag.

Det gør det ifølge BBC til et af de dødeligste angreb, siden Rusland invaderede Ukraine 24. februar 2022. Kort efter invasionen blev et teater i byen Mariupol bombet. Her menes hundredvis af civile at være blevet dræbt, men dødstallet er aldrig blevet bekræftet. I april 2022 blev en togstation i byen Kramatorsk ramt af russiske missiler. Angrebet menes at have kostet 62 mennesker livet ifølge den ukraine sikkerhedstjeneste.

En stor del af ofrene for torsdagens angreb var samlet til en mindehøjtidelighed på i en café i landsbyen Hroza, oplyser den ukrainske indenrigsminister, Ihor Klymenko, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Det var en mindehøjtidelighed for en landsbybeboer, der var død«, siger ministeren.

»Fra hver familie og fra hvert hus var der mennesker til stede ved denne mindehøjtidelighed. Det er en forfærdelig tragedie«, siger Klymenko på ukrainsk tv.

Han tilføjer, at det tyder på, at russiske styrker brugte et Iskander-missil i angrebet. Det har en rækkevidde på op til 500 kilometer.

»Ifølge de foreløbige oplysninger blev stedet ramt af et Iskander«, skriver han på Telegram.

Blandt ofrene er et seksårigt barn, tilføjer ministeren. Et andet barn er blandt de i alt seks sårede.

»Terroristerne har med fuldt overlæg gennemført angrebet ved frokosttid for at sikre så mange ofre som muligt«, siger forsvarsminister Rustem Umerov.

»Der var ingen militære mål der. Det er en skrækkelig forbrydelse, der har til formål at skræmme ukrainerne«, siger han ifølge Reuters.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, afviser, at der kan være tale om en fejl.

»Et bevidst missilangreb mod en landsby i Kharkiv-regionen, mod en almindelig butik og en café«, siger Zelenskyj i sin daglige videotale til ukrainerne.

»De russiske soldater kan ikke have været uvidende om, hvor de ramte,« tilføjer han.

I en tidligere besked på Telegram kaldte Zelenskyj angrebet for »et fuldkommen overlagt terrorangreb«.

»Russisk terror skal stoppes. Alle, der hjælper Rusland med at omgå sanktioner, er kriminelle«, skrev han videre.

Senere lagde Zelenskyj en lignende besked op på det sociale medie X.

Dødstallet kan stige

Zelenskyj og flere andre ukrainske ledere har på sociale medier lagt billeder op, der viser døde mennesker ligge ved siden af stumper af beton og krøllede jernstænger fra bygningerne.

Andre billeder viser redningsmandskab arbejde i ruinerne af de ødelagte bygninger i Hroza.

Både i cafeen og købmandsbutikken var der mange mennesker, da de russiske angreb ramte. Dødstallet kan stige yderligere.

Hroza ligger omkring 30 kilometer vest for Kupjansk, hvor frontlinjen ligger. Det er en lille by, der havde en befolkning på omkring 500 mennesker, inden russiske styrker invaderede Ukraine i februar 2022. I dag er der ifølge den ukrainske indenrigsminister 330 indbyggere.

Torsdag deltager den ukrainske præsident i et uformelt EU-topmøde i Granada i Spanien. Her har han bedt sine europæiske allierede om mere hjælp til Ukraines kamp mod de russiske styrker i landet.

»Nu taler vi med europæiske ledere om at styrke vores luftforsvar, især om at styrke vores soldater og sikre vores land beskyttelse mod terror. Og vi vil svare terroristerne«, skriver Zelenskyj på Telegram.

Ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her