En datter af Iraks henrettede diktator Saddam Hussein er idømt fængsel for at promovere sin fars parti.

Irak idømmer Saddam Husseins datter syv års fængsel

Foto: Mohammad Abu Ghosh/Ritzau Scanpix
Foto: Mohammad Abu Ghosh/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En domstol i Iraks hovedstad, Bagdad, har dømt Raghad Hussein til syv års fængsel for at promovere det forbudte Baath-parti.

Den 55-årige Raghad Hussein er den ældste datter af Saddam Hussein, Iraks diktator, der blev henrettet ved hængning i Bagdad den 30. december 2006 for forbrydelser mod menneskeheden.

Baath-partiet var hendes fars parti. Det blev opløst og erklæret forbudt, da Saddam Hussein blev væltet i 2003 i forbindelse med den amerikanskledede invasion af Irak.

Raghad Hussein blev dømt in absentia. Hun bor i Jordan sammen med sin søster, Rana. Deres brødre, Uday og Qusay, blev dræbt af amerikanske soldater i Mosul i Nordirak i 2003.

Søndagens dom siger, at hun i forbindelse med tv-interviews i 2021 promoverede Baath-partiet.

I dagens Irak kan enhver, der viser fotos eller slagord fra Saddam Husein-regimet, blive retsforfulgt.

Dommen udspecificerer ikke præcis, hvilket interview der er problemet, eller hvad hun har sagt.

Men i 2021 talte hun med den saudiarabiske tv-station al-Arabiya om forholdene i Irak under hendes far, der regerede Irak med jernhånd fra 1979 til 2003.

»Mange mennesker har fortalt mig, at denne periode var en tid med ære og stolthed«, sagde hun til al-Arabiya:

»Og selvfølgelig var landet stabilt og velhavende«.

For flertallet af irakerne regnes tiden under Saddam Hussein imidlertid for en epoke med brutal undertrykkelse.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her