Libanons udenrigsminister går til FN efter israelsk angreb, som Hizbollah kalder en afskyelig forbrydelse.

Hizbollah sender raketter mod israelsk by som reaktion på »afskyelig forbrydelse«

Byen Kiryat Shmona var også mål for et raketangreb fredag. To blev såret. Foto: Jalaa Marey/Ritzau Scanpix
Byen Kiryat Shmona var også mål for et raketangreb fredag. To blev såret. Foto: Jalaa Marey/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den shiamuslimske Hizbollah-milits i Libanon oplyser, at den har affyret Grad-raketter mod den israelske by Kiryat Shmona. Det sker som gengæld for Israels »afskyelige og brutale forbrydelse«, da det tidligere søndag gennemførte et luftangreb i det sydlige Libanon.

En bil er brudt i brand under angrebet mod Kyriat Shmonma, og granatsplinter har forårsaget delvise ødelæggelser. Men ingen er kommet til skade, oplyser politiet ifølge den israelske avis Haaretz.

Libanons udenrigsminister, Bou Habib, meddeler, at han vil henvende sig til FN om angrebet for at få behandlet sagen der. Han siger, at flere civile er dræbt ved det israelske angreb, heriblandt børn.

Ifølge en talsmand for den libanesiske regering er det fire familiemedlemmer til en journalist, der er dræbt. Heraf er de tre børn på 10, 12 og 14 år. Den fjerde dræbte er bedstemoren til børnene og søsteren til journalisten. Journalisten selv, Samir Ayoub, er såret. Han sad i en anden bil.

Daniel Hagari, talsmand for den israelske hær, bekræfter, at IDF har angrebet det sydlige Libanon søndag, skriver BBC.

»IDF har angrebet Hizbollah terrormål i det sydlige Libanon som svar på affyringen af et panserværnsmissil, der dræbte en israelsk civil. IDF har udført yderligere angreb på terrorinfrastruktur og terrorgrupper og køretøjer, som bliver brugt af terrorgrupper«.

Daniel Hagari tilføjer, at Israels militære operationer er baseret på oplysninger, og at enhver begivenhed i Libanon undersøges grundigt, skriver Al Jazeera:

»Med hensyn til Libanon angriber vi på baggrund af efterretningsoplysninger, og vi vil fortsætte med at angribe. Det er vores mission. Enhver, der truer os, vil vi angribe«.

Israels militær siger søndag aften, at dets styrker havde spottet en bil, der var »identificeret som formodet transport for terrorister«. Men man vil undersøge nærmere, om der også var civile personer i bilen.

USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, har de seneste mange dage været på rundtur i Mellemøsten i et forsøg på at hindre, at krigen i Gaza udvikler sig til en regional storkrig. Han har indtil søndag udtrykt tilfredshed med, at det magtfulde og stærkt bevæbnede Hizbollah ikke er trådt ind i krigen på Hamas side.

Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, advarede i en tale fredag, at det vil være »galskab« at forsøge et angreb på Libanon. Hvis en regional krig skal undgås, så må Israel stoppe sin »aggression mod Gaza«. Både Hamas og Hizbollah er nære allierede med Iran.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her